Mette Walther - Skriblerier

Jeg nåede frem. Det var ikke mig. Mange ugers utryghed havde knuget sig sammen til en bowlingkugle i min mave. Nu ville den vel rulle ned og lave en strike og lade mig finde tilbage til ”normalt” ? En anden end mig. En kollega, sad i samme nu, over for skoleinspektøren og modtog sin afsked. Bowlingkuglen ruller ingen steder. Den er groet fast. Den er med mig over alt. Når jeg går, tynger den min gang. Når jeg vil sove, bliver den ekstra hård og presser på fra indersiden. Den synes heller ikke, at jeg skal have ret meget at spise. Jeg har prøvet at snakke med den. Prøvet at overbevise den om at faren er forbi. Den hører ikke efter. Tårne af tåre blev frigivet søndag. Bowlingkuglen er her stadig. Måske er den skrumpet lidt. Den bestemmer ikke over mig. Ikke i samme grad som før. Jeg bestemmer heller ikke over den. Vi er sammen. I morgen tager vi af sted. Vi møder klokken 8. Vi går sammen. Bowlingkuglen og jeg. Direkte ind og sparker skoleinspektøren over skinnebenet. Deref...

Vikartime i første Jeg gider ikke mere. Nu må det være slut. Hver eneste uge. Dag efter dag. Jeg gør det ikke. Nå, mine ben har åbenbart gjort sig selvstændige, de svinger sig ud over sengekanten og lader fødderne ramme det kolde gulv. Resten af kroppen følger med. Koldheden derude dugger kanten af min rude herinde. Kaffen løber igennem. Den lune brune duft blander sig med den tynde grå fra min første cigaret. Emhætten larmer ujævnt, som om den også er sat alt for tidligt i sving. Pendlere pendler ofte langt. Jeg har en halv time. 30 minutter ingenting. Morgenmørket bliver gråt. Det hvide anes. Kulden føles. Gider ikke se på de andre. Vil ikke tiltales. Har overhovedet ikke lyst til at være her. Ottende klasse. Dansk. Fire har ikke læst, to har glemt bogen. Bussen er forsinket, så tre ankommer et kvarter før timen slutter. Engelsk i syvende. Samme historie. Skulle være blevet i sengen. I morgen kommer til at ligne i dag. Kedelig, utaknemmelig, ligegyldig. Hvorfor gør jeg...

Fru Olsens dag Huske, huske, huske. Flaskerne i to poser. En til genbrug og en til dem med pant. Huske, huske. Nøgler, pengepung, cigaretter, paraply. Huske, huske. Ups, lighter, for Søren da, hvad er cigaretter uden ild ? tsk, tsk. Nå, det var vist det hele. Første stop, flaskecontaineren. Øv, nu regner det igen. Godt at jeg huskede paraplyen. Næste stop, Netto. To citroner, æbler i en ordentlig kvalitet, gulerødder, kaffe. Nej, nu er den da helt gal. Ud igen. Aflevere flasker. Ind igen. Citroner, æbler, gulerødder, ej, nogle sjove tilbud. Lækre bøger, til ingen penge. Sudoku til slet, slet ingen penge. Nå, hvor kom vi til… to liter økologisk mælk, en sød og en let. Det var vist det. De er godt nok søde, de små nisser. Måske børnebørnene kunne tænke sig en nisse. Tre i hver pakke. Fem børnebørn. To pakker. Nå, hvad, pyt med det, så kan jeg jo selv beholde en. At betale. Ups, flaskebonen. Så lige en rygepause. Ha ha, godt jeg huskede lighteren. Næste stop, biblioteket. Hov, hov. Tilbag...

Tilbage til start Ingen har tændt lyset. Måske en forglemmelse. Eftermiddagen er blevet gammel og har slugt lyset. Jeg entrere en hengemt blanding af velkendt tobak og ukendt sommerblomst. Tobakken er min far. Sommerblomsten, tung og alt for sød, må være min nye mor. Lyset som ikke er der, skærper mine sanser. Jeg ved at tapetet er et virvar af falmede pastelrænker. Jeg ved at tæppet i gangen ikke matcher helt. Måske har tiden udvisket detaljen. En svag lyd, til venstre. En stol der skramler. Min fars prustende vejrtrækning. Om lidt vil jeg gå ind til ham. Om lidt vil jeg, i en bevægelse, tænde lyset og samtidig melde min ankomst. Må lige vente lidt. Tiden har muligvis ikke hærget her, men i min verden er der løbet oceaner under broen. I min del af en anden verden end denne, er de hårde hvidevare blevet skiftet ud. Linoleum er ikke fuld af grønne nister, som skulle korrespondere med de, tilfældigt indsatte, irgrønne kakler. Jeg tør vædde med at min far sidder ved det samme cam...

Signaturen - sådan en dum snothvalp. Mage til uforskammethed. Jeg har dog aldrig… således skældende og smældene stod den svære, aldrende dame og skrubbede løs på facaden på det lille grå hus. Oda Olsen var, for gud ved hvilken gang, i færd med at fjerne det ækle klatmaleri, som en natlig besøgende havde smurt på husfacaden. Lige til højre for hoveddøren. Umulig at overse. Vilde skærende farver, filtret ind i et uordentligt virvar af mønstre, tilsyneladende helt uden hoved og hale. Grimt. Det mest irriterende var den lille flabede signatur. En dum lille grinende mand. Altid malet i grøn og i venstre side. Idiotisk. Oda Olsen, havde med årene samlet et par ekstra kilo op. Vejret var til den gode side. Oda burde nok holde en pause. Ikke længere blandt de yngste. Projektet kunne imidlertid ikke udsættes. Oda fyldte rundt. Indbydelserne var sendt ud for flere uger siden. Om få timer ville stuerne være fyldt med familien og venner, fra nær og fjern. Derfor var det Oda så magtpåliggende...

Jeg så det ske. Her fra min særlige plads, midt i glasrummet. De var der alle sammen. Damen med en gang, som gad fødderne ikke længere slæbe hende. Den lille spage knøs, hvis trin er lette og hurtige, som er han altid på vej videre. Også den famlende mand, med den tøvende, usikre gang var der. Den svære gartner, hvis gang gungrede i selveste jorden, når han passerede forbi. Alle var de til stede. Men kun jeg, og så tyven naturligvis, bemærkede ugerningen. Under andre, mere hverdagsagtige omstændigheder var vi faktisk sjældent samlet, her i glashuset. Men netop i dag, var vi her, og ikke uden grund. Vi skulle tage afsked. Skilles fra hverandre og aldrig ses igen. Det vil sige, jeg skulle skilles fra den lille flok, for aldrig at vende tilbage. Jeg vidste det udmærket. Jeg havde hørt dem tale om det, oftere og oftere i den seneste tid. De kunne ikke have mig hos sig længere. Jeg var blevet affældig og uregerlig på mine gamle dage. Ingen, foruden folk med uddannelse deri, kunne længere ...

Et dejligt lille land Der var en gang, om ikke ret lang tid, et dejligt lille land. Det lille land var det mest pragtfulde sted på jorden. Alt var rent og pænt i det lille land. Der herskede lov og orden. Alle kendte deres plads og var trygge og glade. Men sådan havde det ikke altid været i det lille land. Der havde været den frygteligste uorden, ganske kort forinden. De fleste havde nu allerede glemt, hvor uordentligt det hele havde været, fordi de var så optaget af at være glade og normale. Det begyndte med et samfund, lige som du og jeg kender det. Sådan et hvor der er forskellige meninger om tingene. Folk er forskellige, går forskelligt klædt, spiser forskelligt mad, stemmer på forskellige partier når der er folketingsvalg og så videre. Man kunne næsten fristes til at kalde det en herlig forskellighed. Ikke helt. Der er skår i glæden. For nogle i blandt os er så forskellige fra resten, at det næsten ikke er til at holde ud. Sådan var det også i det lille dejlige land. Der va...

Wow :) min helt egen blog :D