Ugerningen
Jeg så det ske. Her fra min særlige plads, midt i glasrummet. De var der alle sammen. Damen med en gang, som gad fødderne ikke længere slæbe hende. Den lille spage knøs, hvis trin er lette og hurtige, som er han altid på vej videre. Også den famlende mand, med den tøvende, usikre gang var der. Den svære gartner, hvis gang gungrede i selveste jorden, når han passerede forbi. Alle var de til stede. Men kun jeg, og så tyven naturligvis, bemærkede ugerningen.
Under andre, mere hverdagsagtige omstændigheder var vi faktisk sjældent samlet, her i glashuset. Men netop i dag, var vi her, og ikke uden grund. Vi skulle tage afsked. Skilles fra hverandre og aldrig ses igen. Det vil sige, jeg skulle skilles fra den lille flok, for aldrig at vende tilbage. Jeg vidste det udmærket. Jeg havde hørt dem tale om det, oftere og oftere i den seneste tid. De kunne ikke have mig hos sig længere. Jeg var blevet affældig og uregerlig på mine gamle dage. Ingen, foruden folk med uddannelse deri, kunne længere tage ansvaret for min pleje. Mit ve og vel.
Jeg tror de var vemodige. Vi havde levet sammen i oceaner af tid. Delt glæder og sorger og alenlange begivenhedsløse dage. Vi var ligesom sammenvoksede slyngplanter, filtret ind i hinandens liv.
Jeg tænkte at den mest sørgmodig burde være mig. De andre havde dog igen i morgen hinandens selskab, kun jeg ville miste alle mine kære, de ville kun miste én af deres.
Om ugerningen var et udslag af oprigtig sorg, over den forestående afsked, ved jeg ikke. Jeg vælger at opfatte det sådan. En anden løsning er næsten ubærlig at tænke sig.
Der var sagte stemmer omkring mig. Om kort tid ville jeg blive hentet. Selv den omkringfarende knøs, havde sat tempoet ned og var nærmest gået i stå.
Nogen skønhed bilder jeg mig ikke ind, at jeg nogensinde har været, heller ikke i min pure ungdom, men at jeg er ganske særlig og helt speciel, har jeg aldrig været i tvivl om. Min lille umage familie fortalte mig det ofte, både i ord og handling. Jeg blev behandlet anderledes end andre. Mere omhu og længere tid blev lagt i min pleje, end i andres. Når den famlende mand, med den tøvende gang gik forbi, lod han altid sine hænder berøre mig. Knøsen stoppede ofte op et halvt sekund og noterede sig at jeg stadig var der. Den ældre dame, besværede sig ofte hen til mig og bare stod og betragtede mig. I hendes øjne så jeg glimt af beundring og nogle gange en stille fryd, blot ved at se på mig. Kun den gungrende mand sagde det hele med ord, han fortalte mig dagligt at jeg var en dronning uden lige, speciel, uerstattelig, enestående og mange andre prydord.
Glasrummet var ikke vant til at vi alle opholdt os her, luften blev fortættet. Om ganske kort tid, ville den uundgåelige afskedsstund indtræffe. Ingen tvivl om det. Lige der, i sekunderne før de sidste minutter, ramte den sviende smerte mig. Tyven havde i skjul frembragt en lille urtekniv og i et ubevogtet øjeblik afskåret mig en af mine nyeste og mest dyrebare grene.
Jeg undlod at sladre. Jeg tænkte at det var sorgen over afskeden der havde gjort et ellers hæderligt menneske, til en gemen tyveknægt.
Mette Walther 2010
Under andre, mere hverdagsagtige omstændigheder var vi faktisk sjældent samlet, her i glashuset. Men netop i dag, var vi her, og ikke uden grund. Vi skulle tage afsked. Skilles fra hverandre og aldrig ses igen. Det vil sige, jeg skulle skilles fra den lille flok, for aldrig at vende tilbage. Jeg vidste det udmærket. Jeg havde hørt dem tale om det, oftere og oftere i den seneste tid. De kunne ikke have mig hos sig længere. Jeg var blevet affældig og uregerlig på mine gamle dage. Ingen, foruden folk med uddannelse deri, kunne længere tage ansvaret for min pleje. Mit ve og vel.
Jeg tror de var vemodige. Vi havde levet sammen i oceaner af tid. Delt glæder og sorger og alenlange begivenhedsløse dage. Vi var ligesom sammenvoksede slyngplanter, filtret ind i hinandens liv.
Jeg tænkte at den mest sørgmodig burde være mig. De andre havde dog igen i morgen hinandens selskab, kun jeg ville miste alle mine kære, de ville kun miste én af deres.
Om ugerningen var et udslag af oprigtig sorg, over den forestående afsked, ved jeg ikke. Jeg vælger at opfatte det sådan. En anden løsning er næsten ubærlig at tænke sig.
Der var sagte stemmer omkring mig. Om kort tid ville jeg blive hentet. Selv den omkringfarende knøs, havde sat tempoet ned og var nærmest gået i stå.
Nogen skønhed bilder jeg mig ikke ind, at jeg nogensinde har været, heller ikke i min pure ungdom, men at jeg er ganske særlig og helt speciel, har jeg aldrig været i tvivl om. Min lille umage familie fortalte mig det ofte, både i ord og handling. Jeg blev behandlet anderledes end andre. Mere omhu og længere tid blev lagt i min pleje, end i andres. Når den famlende mand, med den tøvende gang gik forbi, lod han altid sine hænder berøre mig. Knøsen stoppede ofte op et halvt sekund og noterede sig at jeg stadig var der. Den ældre dame, besværede sig ofte hen til mig og bare stod og betragtede mig. I hendes øjne så jeg glimt af beundring og nogle gange en stille fryd, blot ved at se på mig. Kun den gungrende mand sagde det hele med ord, han fortalte mig dagligt at jeg var en dronning uden lige, speciel, uerstattelig, enestående og mange andre prydord.
Glasrummet var ikke vant til at vi alle opholdt os her, luften blev fortættet. Om ganske kort tid, ville den uundgåelige afskedsstund indtræffe. Ingen tvivl om det. Lige der, i sekunderne før de sidste minutter, ramte den sviende smerte mig. Tyven havde i skjul frembragt en lille urtekniv og i et ubevogtet øjeblik afskåret mig en af mine nyeste og mest dyrebare grene.
Jeg undlod at sladre. Jeg tænkte at det var sorgen over afskeden der havde gjort et ellers hæderligt menneske, til en gemen tyveknægt.
Mette Walther 2010
Kommentarer
Send en kommentar