Et dejligt lille land

Et dejligt lille land

Der var en gang, om ikke ret lang tid, et dejligt lille land. Det lille land var det mest pragtfulde sted på jorden. Alt var rent og pænt i det lille land. Der herskede lov og orden. Alle kendte deres plads og var trygge og glade.

Men sådan havde det ikke altid været i det lille land. Der havde været den frygteligste uorden, ganske kort forinden. De fleste havde nu allerede glemt, hvor uordentligt det hele havde været, fordi de var så optaget af at være glade og normale.

Det begyndte med et samfund, lige som du og jeg kender det. Sådan et hvor der er forskellige meninger om tingene. Folk er forskellige, går forskelligt klædt, spiser forskelligt mad, stemmer på forskellige partier når der er folketingsvalg og så videre. Man kunne næsten fristes til at kalde det en herlig forskellighed. Ikke helt. Der er skår i glæden. For nogle i blandt os er så forskellige fra resten, at det næsten ikke er til at holde ud.
Sådan var det også i det lille dejlige land. Der var simpelthen nogle få elementer, som ødelagde glæden for alle de andre.
Der var folk med fregner, nogle med briller, andre med rødt hår, nogle som konstant og hver eneste dag, tog grimt tøj på og satte deres hår i de mest afskyelige frisurer. Der var også nogle som ikke gad vokse færdig, men blev ved at være små.
I det lille land var der politiske partier og man kunne sige sin mening. Heldigvis var der et parti som havde en meget klog leder. Det var godt nok en kvindelig leder, men til gengæld var hun helt vildt klog. Ud over at hun var klog, elskede hun rent faktisk sit land og de folk der boede i landet. Ja, det vil sige, hun elskede jo ikke alle de der ulækkert, anderledes mennesker.
I sin store kærlighed til landet og utilfredshed over at alle ikke bare kunne få lov at være glade, udtænkte hun en genial befrielsesplan.

Nu var det sådan at man i landet i gennem meget lang tid, havde været vandt til at sige sin mening, sådan lige ud i luften. Uanset hvor tåbelige ens mening var, så sagde man den bare. Derfor var der så skrækkeligt mange meninger om alle ting. Så det første den kloge leder gjorde var at få folk til at mene det samme som hende. Det var hun jo nødt til, ellers kunne hun ikke befri dem og hvor tror du så lige, det lille land havde været i dag…
Det var lidt et problem, det med at få folk til at holde op med at sige alle deres tåbelige meninger, lige ud i luften. Man kunne ikke bare bede dem lade være. Man kunne heller ikke lave en lov som forbød det. For det stod faktisk i rigets grundlov, at folk godt måtte mene noget andet end landets ledere.
Men hun var jo en klog kone, hende partilederen. Hun begyndte at fortælle løgnehistorier. Egentlig må man jo ikke lyve, men der var ingen vej uden om, hvis hun ville befri det lille land. Og det ville hun. Nu var det heller ikke sådan rigtige løgne, hun overdrev bare de sandheder som vi alle godt kender, hvis vi tænker efter. Hun krydrede sine historie med det som gør os alle bange. Det var genialt. To fluer med et smæk. Hvis folket var bange behøvede de en beskytter og det var naturligvis hende selv, for hun lovede dem samtidig trøst og frelse. Desuden er der det med historier som gør os lidt bange, at vi synes de er pirrende og interessante, netop fordi de gør os bange.
Hun fortalte at folk med fregner, havde klæbrige hænder og at der i denne klæbrighed, var en bacille som kunne gøre os alle sammen syge.
Folk med rødt hår, var spioner, ikke sådan fra en anden stat eller noget, men for sig selv. De havde en hemmelig forening, hvor de mødtes og planlagde at vælte regeringen og overtage magten. Ikke nok med det, de ville udrense så kun folk med samme hårfarve, eller dem hvor det kunne avles frem, fik lov at blive tilbage.
Dem med briller var næsten de værste. De ville om føje år havde gjort os alle blinde. Det var både noget med at de avlede sig ind i normaltseende slægter, men også det utrolige faktum at man faktisk selv blev lidt svagere seende ved regelmæssigt at være sammen med dem - de smittede simpelthen.
Så var der dem med det grimme tøj og det tåbelige hår. De var lidt sværere for de fejlede jo ikke noget fysisk, som man kunne forklare det med. Ligesom dem med fregnerne, eller det røde hår. Men når det nu ikke var fysisk, var det jo snublende nærliggende at det naturligvis var noget psykisk. De var syge i hovederne. I samme øjeblik den sandhed kom for dagen, var det som om der gik en prås op for hele folket.
Det var så her, på dette sted i det dejlige lille lands historie, at det hele blev lidt ubehageligt. Indtil videre havde de ulækre individer bare føjet sig. De rødhårede havde farvet deres hår. Dem med fregner var gået i hudterapi. De tåbelige brillebærere var efter registrering og forbud mod avl, blevet bevilget laserkirurgi på statens regning.
Selvfølgeligt havde der været enkelte fra hver gruppe som ikke havde makket ret, men de var enten selv flygtet ud af landet eller var blevet eskorteret ud.
Men denne her gruppe var vanskeligere end de andre. De var jo også syge i hovederne, så der er nok ikke noget at sige til, at det gik som det gik.
De gjorde oprør. Gav modstand. De råbte i gaderne, væltede skraldespande, satte ild til plakatsøjler, udgav skøre historier der handlede om partilederen, på små undergrundsforlag (som man så kunne lukke for konspiration mod magthaverne). De beviste faktisk på alle måder at partilederen havde fuldstændigt ret i alt det hun havde sagt. De her oprører var det ultimative bevis på at hun alene besad sandheden, at hun alene kunne frelse folket og at det overhovedet ikke kunne betale sig, at mene noget som helst andet.
Det væmmelige var så måden hun fik standset oprøret. Hun var nødt til det, der var ingen vej uden om. Politiet kom på gaderne. De oprørske var nemme at genkende. De blev indfanget. Med nogle få undtagelser, som lynhurtigt havde konverteret til normalt tøj og frisure. En gammel kendt og veldokumenteret psykiatrisk metode blev taget i brug. Metoden efterlod kun et lille ar i panden, som en plastikkirurg sagtens kunne fixe siden hen. Oprørene blev på mirakuløst kort tid, helt normale og kunne, nærmest som genfødte, indtræde i det gryende nye samfund.

Dem der nægtede at vokse lovgav hun bare imod, da hun i en kort overgang havde selve regeringsmagten. De blev ikke slået ihjel eller sådan noget. De blev bare sendt til Kina. Der passede de ind i samfundet, for det er jo et samfund fuld af folk son nægter at vokse færdig. Så i virkeligheden gjorde hun dem faktisk en tjeneste.

For landet ender historien lykkeligt. Alle er nu glade og lykkelige og helt normale.
Men for den store frelserinde gik det lidt galt. Man kan jo ikke have en kvinde som statens overhoved, det er bare for unormalt. Der blev indsat en pæn og ordentlig mand i stedet for. Så nu er alt som det skal være, i det dejlige lille land.

Mette Walther