Tilbage til start
Tilbage til start
Ingen har tændt lyset. Måske en forglemmelse. Eftermiddagen er blevet gammel og har slugt lyset.
Jeg entrere en hengemt blanding af velkendt tobak og ukendt sommerblomst. Tobakken er min far. Sommerblomsten, tung og alt for sød, må være min nye mor.
Lyset som ikke er der, skærper mine sanser. Jeg ved at tapetet er et virvar af falmede pastelrænker. Jeg ved at tæppet i gangen ikke matcher helt. Måske har tiden udvisket detaljen.
En svag lyd, til venstre. En stol der skramler. Min fars prustende vejrtrækning.
Om lidt vil jeg gå ind til ham. Om lidt vil jeg, i en bevægelse, tænde lyset og samtidig melde min ankomst.
Må lige vente lidt.
Tiden har muligvis ikke hærget her, men i min verden er der løbet oceaner under broen.
I min del af en anden verden end denne, er de hårde hvidevare blevet skiftet ud. Linoleum er ikke fuld af grønne nister, som skulle korrespondere med de, tilfældigt indsatte, irgrønne kakler. Jeg tør vædde med at min far sidder ved det samme campingbord, som midlertidigt blev stillet op, for femten år siden. Uden lys og helt uden at havde været her, eller set billeder herfra, ved jeg med sikkerhed, at alt er som da jeg rejste min vej.
Jeg venter lidt endnu.
Lytter efter sommerblomsten. Måske er hun ikke hjemme. Måske er hun til banko med nogle andre sommerblomster.
Kan ikke beslutte om det er godt eller skidt. Hvis hun var her, ville det være overstået relativt hurtigt. At hun ikke er her, betyder at jeg to gange skal forklare min tilstedeværelse.
Alt her er som det altid har været. Kun jeg er ny i billedet. Selv installationen af sommerblomsten har ikke ændret billedet. Bortset fra den tunge sødme. Min rigtige mor var en frisk citron, med en undertone af Ajax.
Tilbage til start. Udgangspunktet. En lille flække, i det jyske. Vores hus, limet sammen med en spejlvending af sig selv. Elmetræer som overlevede sygdommen og blev ældre end alle andre. Tåbelige stauder, muligvis var de moderne for en million år siden. Cementtrappen, fire trin og en afsats. Det rustne gelænder, der altid står på listen over ting der skal fikses.
Gangen, hvor jeg befinder mig, med sine mange valgmuligheder. To døre på hver side og en lige frem. Den første til venstre giver adgang til køkkenet, hvor min far sidder. Rygende, avislæsende. Den anden, på samme side er et toilet. Et brunnistret rum på en beige bund. Lige frem ligger stuen. Stuen med arvemøbler, teaktræ og ægte tæpper, fortættet luft og stilstand. På den anden side er soveværelset. Deres soveværelse. Mit værelse. Måske findes jeg endnu, i mit værelse.
Nu går jeg snart ind til ham.
Ingen har tændt lyset. Måske en forglemmelse. Eftermiddagen er blevet gammel og har slugt lyset.
Jeg entrere en hengemt blanding af velkendt tobak og ukendt sommerblomst. Tobakken er min far. Sommerblomsten, tung og alt for sød, må være min nye mor.
Lyset som ikke er der, skærper mine sanser. Jeg ved at tapetet er et virvar af falmede pastelrænker. Jeg ved at tæppet i gangen ikke matcher helt. Måske har tiden udvisket detaljen.
En svag lyd, til venstre. En stol der skramler. Min fars prustende vejrtrækning.
Om lidt vil jeg gå ind til ham. Om lidt vil jeg, i en bevægelse, tænde lyset og samtidig melde min ankomst.
Må lige vente lidt.
Tiden har muligvis ikke hærget her, men i min verden er der løbet oceaner under broen.
I min del af en anden verden end denne, er de hårde hvidevare blevet skiftet ud. Linoleum er ikke fuld af grønne nister, som skulle korrespondere med de, tilfældigt indsatte, irgrønne kakler. Jeg tør vædde med at min far sidder ved det samme campingbord, som midlertidigt blev stillet op, for femten år siden. Uden lys og helt uden at havde været her, eller set billeder herfra, ved jeg med sikkerhed, at alt er som da jeg rejste min vej.
Jeg venter lidt endnu.
Lytter efter sommerblomsten. Måske er hun ikke hjemme. Måske er hun til banko med nogle andre sommerblomster.
Kan ikke beslutte om det er godt eller skidt. Hvis hun var her, ville det være overstået relativt hurtigt. At hun ikke er her, betyder at jeg to gange skal forklare min tilstedeværelse.
Alt her er som det altid har været. Kun jeg er ny i billedet. Selv installationen af sommerblomsten har ikke ændret billedet. Bortset fra den tunge sødme. Min rigtige mor var en frisk citron, med en undertone af Ajax.
Tilbage til start. Udgangspunktet. En lille flække, i det jyske. Vores hus, limet sammen med en spejlvending af sig selv. Elmetræer som overlevede sygdommen og blev ældre end alle andre. Tåbelige stauder, muligvis var de moderne for en million år siden. Cementtrappen, fire trin og en afsats. Det rustne gelænder, der altid står på listen over ting der skal fikses.
Gangen, hvor jeg befinder mig, med sine mange valgmuligheder. To døre på hver side og en lige frem. Den første til venstre giver adgang til køkkenet, hvor min far sidder. Rygende, avislæsende. Den anden, på samme side er et toilet. Et brunnistret rum på en beige bund. Lige frem ligger stuen. Stuen med arvemøbler, teaktræ og ægte tæpper, fortættet luft og stilstand. På den anden side er soveværelset. Deres soveværelse. Mit værelse. Måske findes jeg endnu, i mit værelse.
Nu går jeg snart ind til ham.
Kommentarer
Send en kommentar