Bowlingkuglen og jeg

Jeg nåede frem. Det var ikke mig.
Mange ugers utryghed havde knuget sig sammen til en bowlingkugle i min mave.
Nu ville den vel rulle ned og lave en strike og lade mig finde tilbage til ”normalt” ?
En anden end mig. En kollega, sad i samme nu, over for skoleinspektøren og modtog sin afsked.

Bowlingkuglen ruller ingen steder.
Den er groet fast. Den er med mig over alt. Når jeg går, tynger den min gang. Når jeg vil sove, bliver den ekstra hård og presser på fra indersiden. Den synes heller ikke, at jeg skal have ret meget at spise.
Jeg har prøvet at snakke med den. Prøvet at overbevise den om at faren er forbi. Den hører ikke efter.

Tårne af tåre blev frigivet søndag.

Bowlingkuglen er her stadig. Måske er den skrumpet lidt. Den bestemmer ikke over mig. Ikke i samme grad som før. Jeg bestemmer heller ikke over den. Vi er sammen.

I morgen tager vi af sted. Vi møder klokken 8. Vi går sammen. Bowlingkuglen og jeg. Direkte ind og sparker skoleinspektøren over skinnebenet.

Derefter tager vi afsked. Bowlingkuglen og jeg.