Signaturen
Signaturen
- sådan en dum snothvalp. Mage til uforskammethed. Jeg har dog aldrig… således skældende og smældene stod den svære, aldrende dame og skrubbede løs på facaden på det lille grå hus.
Oda Olsen var, for gud ved hvilken gang, i færd med at fjerne det ækle klatmaleri, som en natlig besøgende havde smurt på husfacaden. Lige til højre for hoveddøren. Umulig at overse. Vilde skærende farver, filtret ind i et uordentligt virvar af mønstre, tilsyneladende helt uden hoved og hale. Grimt.
Det mest irriterende var den lille flabede signatur. En dum lille grinende mand. Altid malet i grøn og i venstre side. Idiotisk.
Oda Olsen, havde med årene samlet et par ekstra kilo op. Vejret var til den gode side. Oda burde nok holde en pause. Ikke længere blandt de yngste. Projektet kunne imidlertid ikke udsættes.
Oda fyldte rundt. Indbydelserne var sendt ud for flere uger siden. Om få timer ville stuerne være fyldt med familien og venner, fra nær og fjern. Derfor var det Oda så magtpåliggende at få svineriet fjernet. Hvad ville folk ikke tænke, hvis de kom og så det. Sur, gnaven og svedende skrubbede Oda videre mens hun hidsigt skældte ud.
Gæsterne ankom næsten samtidig. Alle kendte de jo Oda indgående og vidste derfor at punktlighed var af afgørende betydning, for eftermiddagens niveau af hyggelighed. Ikke at, det at, komme til den fastlagte tid, i sig selv, var en garanti for et behageligt visit. Mange andre faktorer spillede ind.
Lige præcis denne sammenkomst viste sig at blive en af de mere vellykkede i Oda Olsens fine stuer.
Selskabet hyggede sig, stemningen var let og lattermild. Oda selv, havde for længst glemt formiddagens trængsler, på trods af at hun faktisk havde haft temmelig travlt. Ud over det dumme svineri på facaden, skulle bollerne jo også varmes, vaserne skulle fyldes med afskårne blomster, fra baghavens mange stauder, kaffen skulle laves og hældes på de pæne kander. Utroligt at hun blev færdig i tide til også selv at nå at komme til at se præsentabel ud. Trængslerne var glemt og Oda nød at blive fejret. Fine gaver havde hun fået. Børnebørnene havde skillinget sammen, til et smukt og formodentlig meget kostbart maleri. Af sine egne børn havde hun fået et flot silkesjal, vævet af en, endnu ukendt, lokal kunsthåndværker. Lige som maleriet, var det fine sjal i smukke skarpe farver og prydet med indviklede mønstre, som snoede sig ud og ind, mellem hinanden. Hendes ældste veninde havde foræret hende noget håndlavet papir med tilhørende konvolutter. Listen over gaver var lang, men lige i øjeblikket var glæden over at være sammen med familien, langt mere vigtig.
Dagen blev gammel, som Oda selv. Gæsterne tilbød, vanen tro, at hjælpe med oprydningen og blev, vanen tro, afvist, venligt, men meget bestemt.
Oda besluttede frejdigt og uden skam, at lade opvasken vente til dagen derpå. Hun tog sig en ekstra kop kaffe, trods det at hun godt vidste at det ikke var godt for hende. Hun satte sig i den bedste stol i stuen, ved siden af bordet med alle gaverne.
Hun tog maleriet frem igen, for lige at beundre det i fred og ro. De klare farver tvang smilet frem. Hun tænkte på den korte tale som Mikkel, hendes yngste barnebarn havde holdt. tænk at Mikkel, havde tænkt på hende, netop på grund af de stærke farver og de fine svungne mønstre, i maleriet.
Smilet stivnede da hun bemærkede sig den lille, leende grønne mand i venstre hjørne.
Mette Walther 2010
- sådan en dum snothvalp. Mage til uforskammethed. Jeg har dog aldrig… således skældende og smældene stod den svære, aldrende dame og skrubbede løs på facaden på det lille grå hus.
Oda Olsen var, for gud ved hvilken gang, i færd med at fjerne det ækle klatmaleri, som en natlig besøgende havde smurt på husfacaden. Lige til højre for hoveddøren. Umulig at overse. Vilde skærende farver, filtret ind i et uordentligt virvar af mønstre, tilsyneladende helt uden hoved og hale. Grimt.
Det mest irriterende var den lille flabede signatur. En dum lille grinende mand. Altid malet i grøn og i venstre side. Idiotisk.
Oda Olsen, havde med årene samlet et par ekstra kilo op. Vejret var til den gode side. Oda burde nok holde en pause. Ikke længere blandt de yngste. Projektet kunne imidlertid ikke udsættes.
Oda fyldte rundt. Indbydelserne var sendt ud for flere uger siden. Om få timer ville stuerne være fyldt med familien og venner, fra nær og fjern. Derfor var det Oda så magtpåliggende at få svineriet fjernet. Hvad ville folk ikke tænke, hvis de kom og så det. Sur, gnaven og svedende skrubbede Oda videre mens hun hidsigt skældte ud.
Gæsterne ankom næsten samtidig. Alle kendte de jo Oda indgående og vidste derfor at punktlighed var af afgørende betydning, for eftermiddagens niveau af hyggelighed. Ikke at, det at, komme til den fastlagte tid, i sig selv, var en garanti for et behageligt visit. Mange andre faktorer spillede ind.
Lige præcis denne sammenkomst viste sig at blive en af de mere vellykkede i Oda Olsens fine stuer.
Selskabet hyggede sig, stemningen var let og lattermild. Oda selv, havde for længst glemt formiddagens trængsler, på trods af at hun faktisk havde haft temmelig travlt. Ud over det dumme svineri på facaden, skulle bollerne jo også varmes, vaserne skulle fyldes med afskårne blomster, fra baghavens mange stauder, kaffen skulle laves og hældes på de pæne kander. Utroligt at hun blev færdig i tide til også selv at nå at komme til at se præsentabel ud. Trængslerne var glemt og Oda nød at blive fejret. Fine gaver havde hun fået. Børnebørnene havde skillinget sammen, til et smukt og formodentlig meget kostbart maleri. Af sine egne børn havde hun fået et flot silkesjal, vævet af en, endnu ukendt, lokal kunsthåndværker. Lige som maleriet, var det fine sjal i smukke skarpe farver og prydet med indviklede mønstre, som snoede sig ud og ind, mellem hinanden. Hendes ældste veninde havde foræret hende noget håndlavet papir med tilhørende konvolutter. Listen over gaver var lang, men lige i øjeblikket var glæden over at være sammen med familien, langt mere vigtig.
Dagen blev gammel, som Oda selv. Gæsterne tilbød, vanen tro, at hjælpe med oprydningen og blev, vanen tro, afvist, venligt, men meget bestemt.
Oda besluttede frejdigt og uden skam, at lade opvasken vente til dagen derpå. Hun tog sig en ekstra kop kaffe, trods det at hun godt vidste at det ikke var godt for hende. Hun satte sig i den bedste stol i stuen, ved siden af bordet med alle gaverne.
Hun tog maleriet frem igen, for lige at beundre det i fred og ro. De klare farver tvang smilet frem. Hun tænkte på den korte tale som Mikkel, hendes yngste barnebarn havde holdt. tænk at Mikkel, havde tænkt på hende, netop på grund af de stærke farver og de fine svungne mønstre, i maleriet.
Smilet stivnede da hun bemærkede sig den lille, leende grønne mand i venstre hjørne.
Mette Walther 2010
Kommentarer
Send en kommentar