Vejs ende
Vejs ende
De var gået fra hinanden og havde fundet sammen igen, så mange gange at ingen af dem længere kunne huske hvor mange gange det egentlig var.
Nu var de der igen. De sad sammen foran skærmen. Det eneste de manglede var at trykke på ”send”. Så langt havde de aldrig gået før. De havde sagt ordet i vrede, men de havde aldrig før besluttet det og gjort den aktive handling.
En usynlig elastik havde altid trukket dem tilbage til hinanden. De tøvede mens de hver især ventede på elastikken. Men det skete ikke.
De var så forskellige som nogen kunne være, den ene så livet som en lang række af muligheder, mens den anden kun så forhindringer. Den ene sprang rammer og forfulgte pudsige indfald, mens den anden bare gerne ville have kontrol. De var dåre begge to. De kunne ikke lade den anden smitte af og få gavn af deres egenskaber. De så kun modsætninger som skulle bekæmpes, ikke dobbelt så mange kvaliteter som de begge kunne bruge.
De var ved vejs ende og manglede bare at trykke på ”send”.


Kommentarer
Send en kommentar