#Tabu1 Alene

Jeg har været alene i et halvt år. Boet for mig selv. Jeg er introvert af natur så jeg har ikke brug for en hel masse mennesker som jeg ikke rigtig kender. Jeg har brug for en livsledsager, som kender mig og elsker mig som jeg er. Jeg har også brug for min allernærmeste familie og et par tætte venskaber. 

Det at bo alene er ikke så svært, for sådan en som mig – og så alligevel … De fleste dage er det ikke svært, men den dag hvor jeg ikke kunne forlade huset og komme ud at handle (hvilket jeg havde udskudt rigtig længe) fordi jeg var nødt til at være tæt på et toilet … det var en svær dag. Min tidligere livsledsager er happy over at jeg er flyttet, så når jeg beder om hjælp, passer det ikke lige ind … 

Julen er ikke min ynglingstid. Jeg bliver ked af det. Min tidligere livsledsager ved det godt. 2 gange spurgte jeg ham om han ville sove hos mig. Den sved. Det er fandeme hårdt at blive nægtet trøst.

Det gode ved at være alene er alle de hensyn jeg ikke skal tage. Jeg kan larme midt om natten. Spise hvad der passer mig, når det passer mig. Der kommer aldrig fodbold ud af mit tv. Lyden af fodbold eksisterer faktisk ikke. Det allerbedste er at jeg ikke bliver ked af det, over alt det som jeg syntes han ikke giver – han er der jo ikke. 

På facebook står der at jeg er gift med min livsledsager, bagefter er der en parentes hvori der står ”afventer” . På hans facebook er jeg ikke en gang på listen over familie. Alle hans billeder er af ham selv og hans arbejdskollegaer … 

Måske har jeg været alene i meget længere tid, uden selv at vide det. 

Jeg bor i mit eget hoved og har altid haft en mistanke om at den ydre verden ikke helt stemmer overens med det jeg opfatter. Jeg har altid været frygtelig stolt af min livsledsager. Ikke kun fordi han var dygtig til sit arbejde. Jeg syntes hans ideer om hvordan man skal opfører sig over for andre, naturen, miljøet og dyrene var fantastiske. Han famlede lidt med far-rollen, men han gav ikke op. Jeg var stolt af at være kvinden i hans liv. Vi var det perfekte par. Sådan så det ud i mit hoved. Virkeligheden var nok at jeg var en bommert, som han var for pligtopfyldende til at gøre om. Han har aldrig været stolt af at jeg var god til mit arbejde, at jeg havde mine meningers mod, at jeg så verden fra en anden vinkel. Når vi var i selskab med andre lagde han altid afstand til mig, som om han var flov over mig og faktisk helst ikke ville have mig der. 

Alene er et tabu. Det er ikke tabu at være singel. Singel lugter af selvvalg, styrke og mod. Alene lyder som uønsker, fravalgt og ensom.

Jeg er ikke singel (endnu) om end jeg er ”afventende” gift. Jeg er alene og jeg skal gøre alting selv. Ikke helt – det som begyndte denne refleksion er et smertefuldt gigtudbrud, som er så voldsomt at jeg ikke kan holde om en blyant eller gå uden at tude – min søde datter, gik midt i hjemmeskoling, hestepasning, sin egen skole og en forestående flytning, på apoteket og hentede de nødvendige piller for mig. Det var i øvrigt også hende der handlede for mig den dag jeg ikke kunne forlade huset. 

At være alene betyder at jeg kan bryde alle de tabuer som jeg har lyst til, uden at tage hensyn til hvad andre tænker og mener. Dette var bare #tabu1 

Det her er mig, helt alene, lige efter at jeg blev alene ... i dejligt vejr er det jo ikke så slemt enda 😎 Fotograf : Molly Gryholt.

Til de der har fulgt min blog i længere tid : Jeg ved godt at I har en forventning om fiktion og helst i den underholdende genre. Det kan jeg ikke honorere lige nu. MEN, der kommer en bog i løbet af foråret, som kun er fiktion. Indtil da, må I bærer over med mig og nøjes med det skrammel der kommer på bloggen.