Mette Walther - Skriblerier

Lykkelige … Eller bare glad … Opskriften på lykke … eller et helt igennem upålideligt skriv, fuld af løse ender … Døm selv Jeg har mødt et par stykker. Måske flere, men i skrivende stund er der specielt 2 som stikker ud.  Den ene, var overstrømmende. Altså, sådan, helt vildt positiv. Altid et kram. Altid strålende. Et smil som oplyste og favnede med sin ægthed. Altid et nærgående spørgsmål, som hun tålmodigt ventede på at man besvarede, fyldestgørende. En introvert, som mig, kunne godt gå hen og blive lidt skræmt, men det gjorde jeg ikke. Hun havde en gennemtrængende oprigtighed, som gjorde at alle parader blev overflødige.  Da jeg mødte hende første gang, havde jeg stadig en meget opdelt verden. En tredeling. Den mest private, indenfor i mit tårnværelse. Den meget private, indenfor i vores hus. Den offentlige, udenfor.  Hun gik i alle mine verdener, uden at opfatte grænserne og det gjorde ingenting. Hendes glæde og oprigtighed trængte ind, overalt. Hele min familie mødte...

Vi havde købt en pakke glanspapir.  Hans underlige far kom. Han havde en lille dreng med. Drengen var hans søn, sagde han.  Vi klippede hjerter efter hans anvisning. De blev meget kunstfærdige.  Limen var lidt træls. Det var den flydende slags. Ikke en stift, som ville være meget bedre til projektet. Den flydende var billigere end en stift.  Drengen var lidt mut. Han svarede kun med nik og enstavelsesord. Glanspapiret slap hurtigt op.  Vi lavede kræmmerhuse af gamle aviser.  Vi skubbede tingene til side og spiste rugbrødsmader. Jeg gav drengen et karbad. Han var ikke ret gammel, så jeg turde ikke gå fra ham. Jeg talte til ham, men han nikkede bare, eller rystede på hovedet.  Jeg puttede ekstra sæbe i og fik det til at skumme, ved at bruse på det.  Jeg huskede på at jeg selv havde syntes at skum var sjovt, da jeg var lille.  Drengen blev ikke begejstret.  I køkkenet talte de to mænd. Jeg kunne ikke høre hvad de diskuterede. Den underlige ...

Det her er min datters datter, på hendes første skoledag. Hun er 6 år gammel og har lige tabt sin første mælketand. Jeg var med da hun blev født. Min datter fødte en datter og jeg så det ske. Det bliver nok aldrig større end det. Stoltheden, glæden, lykken og alle de andre positive følelser som boblede rundt, overskyggede al bekymring og hverdagsangst. Senere, meget senere, da jeg igen kunne mærke mig selv, tænkte jeg at jeg var for ung til at være nogens mormor - jeg var ikke engang 50 .... Min mormor var stor og tyk og bagte småkager og .... Jeg er ikke tyk og mine småkager smager som glutenfri helsekiks .... Min egen mor blev oldemor, det tog hun i stiv arm... hun var heller ikke tyk og bagte slet ikke småkager. Jeg tror jeg er ved at finde min egen vej. Jeg er mormor, som ikke er tyk og som er holdt op med at forsøge sig med småkagebagning ... Jeg har været skolelærer i mange år, så der er altså noget med længden af tøjlerne.  Til gengæld er der altid jord man kan grave i, træs...

  Titler   En gang var internetforbindelsen koblet op på fastnettelefonen – Jep, det er sandt. Jeg var meganysgerrig på det nye medie, så vi købte det store monstrum, koblede alle ledningerne til de forskellige dele og så var vi PÅ 😂 Noget af det første jeg stødte på var Facebook. Ikke i den udgave som vi kender i dag, men alligevel et stort fællesskab. Nøj det var spændende. Nogen år senere blev Facebook lidt mere som vi kender det i dag – omkring 2008 tror jeg. Facebook bad på det tidspunkt sine brugere om at uddybe deres profil. Bl.a. Skulle man udfylde et punkt som hed ”om dig” – det var lidt flydende og meget forskelligt hvordan folk greb det an. Nogen lavede lange fyldige præsentationer, andre fortalte at de godt kunne lide katte … Jeg valgte at skrive en liste over alle de titler jeg var i besiddelse af. I første omgang lavede jeg en prioriteret liste. Selv om det kun var mig der vidste at listen var ordnet i prioriteret rækkefølge, syntes jeg det blev lidt uldent – je...

Af en eller anden mystifystisk grund blev jeg ikke orienteret om at en af mine noveller var i ugebladet Hjemmet, i uge 4 – altså for mega lang tid siden ... Hvis du, lige som jeg, er vildt skuffet over at du ikke fik købt bladet, i uge 4, så kan du skrive mig en mail aamwalther@gmail.com og så vil jeg fluks sende dig novellen som pdf 💛

Jeg har ikke skrevet 1 ord i over 2 måneder. Altså, et ord i en fiktionstekst. Året begyndte med et lægebesøg og en forskrækkelse. Heldigvis var det bare en forskrækkelse og noget jeg selv kunne fixe. Men forskrækkelsen blev siddende i kroppen. De sidste par år har jeg skrevet og skrevet og ”solgt mig selv” alle vegne. Jeg har slugt afslag på afslag og bare kørt videre. Jeg har også mødt en hel masse søde, hjælpsomme og støttende mennesker – Tak for jer. Siden jeg var en stor pige, har ord og tekststumper altid rumsteret i mit hoved. Alt hvad jeg oplever og tænker inspirerer mig og bliver til tekst. Mine reoler bugner med notesbøger som er fulde af tekst. Der ligger USB-nøgler i skuffer og små krukker. Min Mac rummer hele bøger, noveller i alle genre, korte og lange tekster, færdige, næsten færdige, igangværende, synopsis-lignende … Forskrækkelsen gjorde et eller andet. Jeg har prøvet at gennemleve en depression. En udmattelsesdepression. Sådan en, hvor jeg bare sad he...

Sinai, lige før lukketid Altså, der var det her ægtepar. Vi kan jo kalde dem Ib og Hanne. Det var vinter i Danmark. Sådan rigtig våd vinter som vi kender det. Gråt i gråt og meget vådt. En anden gang havde de været ude at rejse på denne tid af året. De så på det grå og snakkede om deres rejse.   Under alle omstændigheder blev ægtemanden opmærksom på et usædvanligt godt tilbud på en rejse til det sydlige Sinai. Der var en dør mellem ægtefællerne, så han måtte råbe sin begejstring ud til Hanne. -       Køb den, svarede Hanne kækt. Nogen uger efter sad de klemt sammen i et fly med underlige bogstaver og sæder som ikke sad helt fast. Sinai Ib og Hanne ankom sent på natten, fik anvist et værelse, gik i seng og sov. De vågnede til en lettere brugt solbeskinnet dag. De boede smukt syntes de. De gik tur i den flotte have og så de smukke blomster. De tog badetøj på og nåede lige en enkelt dukkert inden mørket faldt på. ...

Syndighed En syndig iskage, altså ikke en hel kage, bare sådan ca. 1/8 del kage fandt vej ud af fryseren. Den lagde sig på en tallerken og føjede en ske til sceneriet. Den gjorde det helt selv. Så stod den der lidt. Klokken på det alt for store køkken-ur kiggede bebrejdende ned på kagen og pegede demonstrativt på klokken halv 3. Der var ingen der gik i søvne, eller havde søvnproblemer, for det var midt på eftermiddagen. Iskagen fnysede af klokken og vigtede sig med sin syrlige remonce. Skeen besjælede sig selv og hakkede spidsen af kagen. Den dansede gennem luften og lige ind i damens mund. Hun kiggede opskræmt fra kagen og til uret og tilbage igen. Hun vendte ryggen til. Hun bryggede sig helt selv en kop kaffe. Både koppen og kaffen forholdt sig helt neutrale. Selv uret forholdt sig i ro. Hun stod med ryggen til og gloede ud af vinduet, mens hun slubrede den varme kaffe i små sip, for ikke at brænde sig på den. Iskagen blev urolig. Den blev ban...

Sidste år – altså i 2019 – i Januar var der en artikel i Hendes Verden om mig. Artiklen blev til på en lidt sjov måde. Jeg havde skrevet et blogopslag på min Strikkeblog om hvordan strik havde hjulpet mig med at overvinde en udmattelsesdepression. Blogopslaget havde fået mange hits og var blevet ”opdaget” af radioprogrammet KLIK på P4. Det blev til en lille radiospot, igen om hvordan strik havde hjulpet mig med den der depression. Efter det var jeg ved at være færdig med min strikkebog og tænkte at jeg hellere måtte gøre opmærksom på den. Jeg skrev lidt om mig selv, strik og depression og en hel masse om min bog og hvad min mission med bogen var/er. Jeg sendte det til forskellige dameblade og andre steder hvor der kunne tænkes at være interesse for den slags. SÅ var det at Hendes Verden kontaktede mig og sagde at de ville lave en artikel om mig og min bog. Her er det så at det bliver lidt sjovt. Jeg stod næste bogstaveligt talt med det ene ben inde i en flyvemaskine … ...