Jeg har ikke skrevet 1 ord i over 2 måneder

Jeg har ikke skrevet 1 ord i over 2 måneder. Altså, et ord i en fiktionstekst.

Året begyndte med et lægebesøg og en forskrækkelse. Heldigvis var det bare en forskrækkelse og noget jeg selv kunne fixe. Men forskrækkelsen blev siddende i kroppen.

De sidste par år har jeg skrevet og skrevet og ”solgt mig selv” alle vegne. Jeg har slugt afslag på afslag og bare kørt videre. Jeg har også mødt en hel masse søde, hjælpsomme og støttende mennesker – Tak for jer.

Siden jeg var en stor pige, har ord og tekststumper altid rumsteret i mit hoved. Alt hvad jeg oplever og tænker inspirerer mig og bliver til tekst. Mine reoler bugner med notesbøger som er fulde af tekst. Der ligger USB-nøgler i skuffer og små krukker. Min Mac rummer hele bøger, noveller i alle genre, korte og lange tekster, færdige, næsten færdige, igangværende, synopsis-lignende …

Forskrækkelsen gjorde et eller andet.

Jeg har prøvet at gennemleve en depression. En udmattelsesdepression. Sådan en, hvor jeg bare sad helt stille og stirrede ud i luften og var totalt uberørt af alt hvad der foregik omkring mig. Det her er noget andet.

Jeg står op hver dag og laver alt muligt. Jeg spørger mig selv – Hvad plejer at gøre dig glad Mette ? Jeg strikker modeller til min kommende strikkebog og renskriver opskrifterne undervejs. Fremavler små fine Dahlia og andet godt. Planter herlighederne ud i bede og plantekasser. Bygger en art udestue og maler den rigtig fint. Farver indkøbsnet og leger med gammeldags batik. Reparere mine små træhuse og giver dem nyt lak. Hækler donut-puder til mine havestole. Bager keto-småkager og ser serier på Netflix eller HBO. Jeg kan mærke at jeg snart skal male. Sådan, rigtigt male. Der er farver og former som vil være levende.

Men jeg skriver ikke. Ikke et eneste ord.

Alt det jeg laver, plejer at være platformen. Den jeg står på når jeg skriver. Ikke på den måde at noget af det jeg laver er ligegyldigt i sig selv og bare til for at jeg kan skrive. Mere som indbyrdes igangsættere. Som små idebobler der springer rundt og bumper ind i hinanden og ind i mellem smelter sammen.

En gang var jeg skolelærer. En gang havde jeg små børn. Ind i mellem var der perioder hvor dagene bare ikke var lange nok. Der var så meget der kunne skrives. Teksterne fandtes, bagerst i mit hoved, men der var ikke tid til at skrive dem.

De sidste 4-5 år har jeg kunnet skrive, lige når det faldt mig ind. Det er så stort et privilegium, at jeg ind i mellem ønsker at jeg var troende, så der var et højere væsen, jeg kunne sige tak til. Det er så ubeskriveligt og helt fantastisk, endelig at stå her.

Ikke at rejsen har været træls. Jeg var vild med at være skolelærer (indtil jeg ikke var vild med det længere …), jeg var lykkelig for at have små børn, mellemstore børn, teenagere, voksne børn. Jeg syntes også alt det andet var spændende. Faktisk er jeg ret nem at begejstre. Jeg var vagt i en skaterhal og kan stadig huske hvordan jeg levede mig ind i purkenes små sejre. Jeg var madmor i et børnecirkus. Det var så underholdende og livsbekræftende. Ind i mellem gjorde jeg noget andet. Et helt år malede jeg og havde udstillinger rundt omkring. Et andet år arbejdede jeg som natportier. Hele vejen frem til nu, har været fuld af ting og sager som jeg gerne ville opleve. Men, inderst inde har jeg altid vist at jeg ville skrive. Ikke bare skrive, når der lige var tid til det, men skrive og skrive, indtil der ikke var mere at skrive.

Siden min sidste tekst har landet været lukket ned. Det har ikke berørt mig synderligt. Jeg er introvert og har i mit eget selskab jublet over ikke at være tvunget til at interagerer med andre mennesker. Det læses måske lidt kynisk, men er ikke ment som manglende forståelse og empati for de som er berørt.

Enhver skribent spørger fra tid til anden sig selv – Hvorfor skriver jeg ? der er mange svar. Helst ville jeg svare noget nobelt og fromt om at verden blev rigere af mine tekster. Den slags tekster har jeg også skrevet. Jeg fik udgivet en bog om børns mange intelligenser. Den har forhåbentligt gjort noget godt for en hel masse børn. Jeg har også skrevet skabs-politiske allegorier, som måske har puffet lidt til nogen eller noget. Mine strikkebøger og teksterne omkring dem er helt klart brugerorienterede og til for at berige verden.

Men. Ikke bare et lille ”men”. Det store, MEN. De tekster som er de bedste, de er ikke til for noget. De handler måske om noget som nogen kan relaterer til og få et eller andet ud af. Men de er ikke skrevet med et nobelt formål. Ikke engang med et kommercielt formål … de er bare skrevet fordi de ville skrives. Ikke noget hokuspokus om at en højere magt bruger mig som medium og skriver teksten med min hånd. Det er bare tekster som rumler rundt og en dag bliver skrevet.

Forskrækkelsen gjorde et eller andet som jeg ikke helt kan identificere.

De sidste 4-5 år har ikke været nemme år. De har været fulde af ulykker, dødsfald, op og nedture. Selv om de var så turbulente, har jeg skrevet hele tiden og mindet mig selv om hvor heldig jeg er, at jeg har tiden til at skrive.

Nu, spørger jeg mig selv – Mette, hvorfor skriver du ikke ? – Du har ikke skrevet 1 ord siden 17/3 … og det var faktisk ikke nogen særlig god tekst …

Denne tekst har ingen slutning og den er heller ikke fiktion. Den gælder ikke som tekst, hverken nobel, from, kommerciel eller noget som helst andet. Den er bare.

Måske har jeg lige nu brudt forbandelsen … måske har jeg jaget forskrækkelsen på flugt …