-->
Blomsterhilsen
For enden af
den lille bådebro ligger min mor. Jeg har selv lagt hende der. Hun ligger der
og i de langstrakte siv der æder sig ind på broen fra begge sider. Hun ligger i
fjordens mudrede bunddække og i dens klare vand. Hun ligger der sammen med min
far. Ham har jeg også selv lagt der. Sammen er de der og i udmundingen og i
havet.
Jeg er på
broen. Sivene smæder rænker på begges sider af mig. Blomsterne vugger i vandet.
Nogen flyder den forkerte vej og bliver hængende i sivene, andre bliver fanget
af en strøm og ført ud i fjorden. Nogen er grebet af eventyrlyst og skynder sig
af sted, de er allerede utydelige toppe på vandet. Andre leger og snurrer rundt
om sig selv. Nogen kolliderer og forenes, andre skilles og vælger hver deres
kurs. Vandet har endnu ikke opslugt en eneste af dem, i hvert fald ikke en af
dem som stadig er så tæt, at jeg kan holde øje med dem.
Vandet er
venligt. Kun buler og skvulp. Ikke det utilregnelige der overdøver alt og
vælter det hele rundt. I dag er op og ned som det skal være.
Hvide og
lysegrå skyer driver ind over fjorden, de spejler sig i vandet og tøver lidt.
Som et minde om slægtskab, eller et løfte om gensyn, på et senere tidspunkt.
Jeg er på
broen, men jeg kan ikke blive her. Jeg er stadig levende.
Jeg kan sende
en hilsen med blomster, men jeg kan ikke selv følge med. Ikke i dag.
Kommentarer
Send en kommentar