Når jeg tænker på min far

-->

Når jeg tænker på min far, er det første jeg ser hans ansigt, den sidste gang jeg så ham, inden han døde.

Han sidder på hospitalssengen. Han lå ned da vi kom, men har sat sig op og svinget benene ud over kanten. Nu hænger de der og dingler. Han fortæller. Min far er en lang fortælling. Min søn er med og han lytter videbegærligt til sin morfars fortælling.

Denne gang er det en historie fra dengang han var en stor knægt og sejlede som skibsdreng på et fragtskib. Min far er eventyrer.

Benene dingler. De er brune. Jeg husker ikke om de kort forinden havde været i syden. Det er slutningen af marts, i Danmark, så det har de nok været. Siden hans ben er brune.

Hans øjne er levende og glade. Han trækker vejret med besvær, men det forhindrer ham ikke i at fortælle. Jeg har hørt hans fortællinger hundrede gange. Jeg ved ikke at det her er sidste gang jeg kommer til at høre ham fortælle. Jeg kigger rundt på stuen. Om der er 6 eller 8 senge husker jeg ikke. Min fars seng står lige inden for døren i højre side. I den modsatte side, længst nede mod vinduet, er der en urolig patient.

Jeg har taget cigaretter, lighter og vick-bolsjer med til ham.

-       Er du rigtig klog mand, siger han og skynder sig at gemme cigaretterne.

-       Jeg tænkte at du ikke havde nået at få nogen med, siger jeg.

-       Ja, men er du klar over hvor tossede de bliver hvis de opdager dem.

Han laver store øjne og skubber øjenbrynene op i panden.

Min far har ikke store øjne. Han har små blå øjne. Hans øjne kan snakke. De kan gøre sig så hårde at man bliver stum. Men de kan også understrege en pointe så man får ondt i maven af at grine.

At min far har respekt for lægerne kommer lidt bag på mig. Måske er det bare noget han lader som om. Min far er spasmager.

En sygeplejerske kommer ind og trækker et gardin for, mellem den urolige patient og sengen ved siden af.

I dag er det en sand historie han fortæller. En fra hans eget liv. Massere af krydderi naturligvis, men sand i sin kerne.

Vittigheder er min fars genre. Han er en mester. Han kan huske mindst hundrede vittigheder. Ingen fortæller dem som ham. Han indlægger sidehistorier, dramatiserer, holder publikum fast i spænding og leverer pointen med stor stolthed. Han elsker at få folk til at le.

Min mor har ringet tidligere på dagen. Hun har fortalt at far er indlagt igen. Han var blevet dårligere og dårligere over et par dage. Midt om natten kunne han slet ikke få vejret og hun havde ringet 112. Hun spørger om jeg vil tage ud og kigge til ham. Hun kan ikke selv, hun har influenza siger hun.

Jeg er ikke gode venner med mine forældre. Min far drikker og jo ældre han bliver jo dårligere bliver han til at styrer sig, når han har drukket. Han gør mig afsindig vred, ved at køre bil, selv om han har drukket. Han gør mig rigtig trist fordi jeg ikke kan overlade mine børn i deres varetægt. Til sidst bad jeg dem holde op med at ringe til mig. Min mor ringede i forvejen kun når hun var beruset. Der var altid et par sandheder som hun lige syntes jeg burde vide.

Min far og jeg har været på kant med hinanden, siden jeg var en stor pige. Allerede den gang drak han for meget. Men, at vi ikke var enige om ret meget, har aldrig betydet noget for min kærlighed til ham. At han elskede mig, har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Jeg har altid vidst, at hvis alting gik galt, så kunne jeg ringe til min far. Han ville ikke dømme mig og skælde ud, han ville være på min side og ordne det der skulle ordnes. Det har jeg altid haft med mig, uanset hvor jeg var og hvad jeg lavede.

Den urolige patient, er blevet mere urolig. Jeg spekulerer på om jeg skal hente sygeplejersken. Pludselig får han hevet en slange ud af armen og det sprøjter ud med blod. Jeg rejser mig og stiller mig sådan at jeg skærmer min søns udsyn.

-       Nå vi skal også til at hjem, siger jeg.

Forbavselsen står malet i deres ansigter.

-       Ja, far står klar med maden, lyver jeg og prøver at kommunikere med øjnene til min søn.

Vi har ikke været der ret længe og min far er ikke færdig med sin historie. Vi er ikke gode venner, min far og jeg. Måske opfatter han det afbrudte besøg som min vrede mod ham. Jeg ved det ikke.

-       Mor har influenza, siger han, vil du ikke tage ned og handle for hende?

Det lover jeg og giver ham et slattent kram. Min søn giver ham et ordentligt kram.

-       Farvel siger jeg.

-       Farvel morfar, vi ses snart, siger min søn.

-       åhhh vil du ikke nok, kom nuuuu…siger min datter.

Hun er i gang med at plage livet af sin kæreste, for at få ham til at tage med hende ud og passe hesten.

-       Nej, har jeg jo sagt, siger han og rækker over bordet efter mælken, undervejs får han væltet min kaffekop.

-       Ej undskyld, siger han og ser brødbetynget ud.

-       Klodsmajor, siger jeg og smiler til ham.

Han er helt ekstremt klodset. Han er i den alder hvor arme og ben vokser ud til alle sider, i så højt et tempo, at de ikke selv kan følge med.

Telefonen ringer, mens jeg er i gang med at tørre kaffen op. Det er min mor.

-       Far døde … men de har livet ham op igen.

Tusinde underlige tanker bombardere indersiden af min hovedskal. Upassende tanker, om alt muligt underligt, som slet ikke har noget med det hun siger at gøre.

-       Vi er på vej ud af døren, jeg kommer lige om lidt, får jeg svaret.

-       Så er det nu, siger jeg, henvendt til de unge.

Uden at brokke sig, skynder de sig at komme i tøjet. Jeg smider cigaretter, lighter, pung og nøgler ned i min taske. Jeg kigger et øjeblik på det rodede morgenbord. Jeg sætter mælken i køleskabet og så går jeg.

Jeg kører lidt for stærkt. Hvilken bil det er jeg køre i husker jeg ikke. En eller anden stor dum Ford, vil jeg tro. Vi havde altid sådan nogen store dumme Forder, som jeg ikke kunne lide at køre i.

Jeg forklarer det jeg ved til datteren og kæresten. Jeg prøver at underdrive, men de har vist opfattet at det er alvor. De hverken skændes eller brokker sig.

Jeg får smidt de unge mennesker af på vejen. Egentlig vil jeg helst kører dem helt ned til stalden, fordi de nu skal over den store vej til fods, men jeg vurdere at der ikke er tid nok.

Min mor sidder i køkkenet. Hun er påklædt og parat. Hun er meget syg og har høj feber.

-       Har du taget nogen panodiler, spørger jeg.

Hun har ikke nogen, fortæller hun mig. Vi bliver enige om at få fat i nogen, når vi kommer frem.

Jeg kører alt for stærkt. Jeg får hende til at fortælle mig alt hvad hun ved. Hun ved ikke ret meget mere, end det hun allerede har fortalt mig. Jeg udspørger hende om min fars sygdomsforløb. Det går op for mig, at jeg ikke ved ret meget. Jeg har været så optaget af at beskytte mig selv, at jeg ikke har ringet og spurgt dem hvordan det går.

Det er lørdag d. 28 Marts 2009. Klokken er 11.22, da jeg scanner mit kort i parkeringsautomaten.

Jeg får min febersyge mor placeret på en stol og fanger en hvid kittel. Der er lidt hektisk på gangen bemærker jeg. Jeg forklarer kitlen hvem vi er og inden jeg lader den afbryde mig beder jeg om panodiler til min mor.

Kitlen går og kommer hurtigt tilbage, uden panodiler, men i følge med en anden kittel. Jeg kalder dem ikke kitler i respektløshed, det er bare sådan jeg husker dem. Hvide kitler på ben, uden ansigter og køn.

-       Jørgen Walther er gået bort, siger den nyankomne kittel.

-       Den anden kittel kigger på sit ur og siger, det er 17 minutter siden.

Begge kitler, fortæller os en hel masse som jeg ikke hører. Slutteligt spørger de om vi vil se ham, eller om vi vil vente til de har gjort ham klar. Jeg kigger på min mor og lader hende bestemme. Det er hendes mand. At det er min far, kommer bagefter. Det er hendes mand og hendes beslutning. Jeg ved ikke hvad det betyder ”at gøre ham klar”, så jeg kan ikke hjælpe hende.

Hun vil gerne se ham nu. Min far ligger på ryggen og sover med let åbentstående mund. Der ligger en fast plade under hans ryg. De har forsøgt at genoplive ham endnu en gang forklarer sygeplejersken. Han er død, han sover ikke. Jeg tænker om de ikke bare kan prøve igen, de har jo gjort det tidligere på dagen. Kan de ikke bare komme tilbage og genoplive ham.

-       Han er stadig varm, siger min mor som står og aer hans kind.

Jeg kan ikke svare hende. Jeg rører ved hans arm uden at vide hvorfor jeg gør det, det føles som noget man bør gøre, når man står ved siden af sin døde far.

Min mor ser på mig med sine store gråblå øjne. Hun ser ikke ked ud af det, eller oprørt, eller noget som helst. Hun fatter ikke hvad der foregår indser jeg. Hun står bare og venter på at jeg skal kommentere på, at han stadig er varm. Hvad jeg får sagt ved jeg ikke.

Vi står der lidt endnu. Jeg har pålagt mig selv at blive der, lige så længe som hun har brug for.

Hun siger et eller andet, som i fremmede øre ville lyde kynisk. Præcis hvad hun siger kan jeg ikke huske, men at det har været noget følelsesforladt og koldt, det er jeg sikker på. Vi er alene, så det er kun mig der hører det.

Vi bliver vist ind i et lille rum. Min mor har fået panodiler. Hun lugter af sved og sygdom og ser herrens ud. Vi bliver vist hen til et bord med to stole på hver side. En kvinde i hvid kittel kommer ind og sætter sig.

Jeg begynder at spørge hende ud om forløbet. Hun undviger og siger at vi skal vente på den ansvarlige læge. Det gør vi så.

Den ansvarlige læge ankommer. Han er mørklødet og har tydelige sprogvanskeligheder. Kvinden hjælper ham, hun uddyber og supplerer.

Han fortæller hele forløbet. Jeg beder ham om at fortælle det hele en gang til. Med stort tålmod gør han som jeg beder om. Han har sikkert prøvet det her mange gange, når jeg at tænke. Han ved hvor svær død er at forstå.

Min far fik hjertestop, tidligt i morges. De genoplivede ham. De ringede op på intensiv og bad dem om at hente ham. De havde ikke plads lige nu, havde de sagt. Han måtte vente. En time efter ringede de tilbage og sagde at nu var der plads. På vej ud af stuen fik han igen hjertestop. Og ja, denne gang kunne de ikke få liv i ham.

Han sidder lidt og lader os synke historien. Jeg griber fat i det med intensivafdelingen og tænker fortvivlede tanker, om at han måske stadig ville være i live, hvis han var kommet derop med det samme. Jeg har aldrig været så tæt på et dødsfald før nu, så jeg spørger lægen, hvor min far er nu.

Han ser lidt forvirret ud og kigger på kvinden. Det slår mig at han bor i videnskabens land og måske har misforstået mit spørgsmål og tror at jeg vil have ham til at love mig, at min far er i himmelen. Kvinden begynder at forklarer en hel masse om at gøre min far klar og vågetid og kapellet… Jeg afbryder hende og spørger.

-       Hvor skal han hen nu.

Hun er alt for omstændig i hendes forklaringer, så jeg retter blikket mod ham. Det forvirrede udtryk vender tilbage og helt perplekst får han sagt.

-       I køleskabet.

-       I køleskabet ? gentager jeg.

Han fægter med armene i luften og kigger frem og tilbage fra kvinden og over til mig.

Når jeg tænker på min far er det det andet jeg ser, min far, stoppet ind i et køleskab. Det første er hans ansigt og hans smilende blå øjne, dagen før han døde, det næste er min far, proppet ind i et køleskab.

Klokken 12.45 scanner jeg igen mit kreditkort i parkeringsautomaten. 17 kr. Står der på skærmen.