Mette Walther - Skriblerier

--> Når jeg tænker på min far, er det første jeg ser hans ansigt, den sidste gang jeg så ham, inden han døde. Han sidder på hospitalssengen. Han lå ned da vi kom, men har sat sig op og svinget benene ud over kanten. Nu hænger de der og dingler. Han fortæller. Min far er en lang fortælling. Min søn er med og han lytter videbegærligt til sin morfars fortælling. Denne gang er det en historie fra dengang han var en stor knægt og sejlede som skibsdreng på et fragtskib. Min far er eventyrer. Benene dingler. De er brune. Jeg husker ikke om de kort forinden havde været i syden. Det er slutningen af marts, i Danmark, så det har de nok været. Siden hans ben er brune. Hans øjne er levende og glade. Han trækker vejret med besvær, men det forhindrer ham ikke i at fortælle. Jeg har hørt hans fortællinger hundrede gange. Jeg ved ikke at det her er sidste gang jeg kommer til at høre ham fortælle. Jeg kigger rundt på stuen. Om der er 6 eller 8 senge husker jeg ikke. Min fars seng s...

Tid er tal 12 år Hun er for tidligt på den. Det er hun altid. Hun kan ikke fordrage at komme for sent, så hun kommer altid for tidligt. Morgenstund har ikke guld i mund. Det er gråt og får tøjet til at klæbe til huden. Ventetid er spild af tid. Tid er tal. 12 år. 7. Klasse. Hun kom for tidligt i skole. 6 år. Tal og tid og det at komme for sent. Hun spilder tiden, mens hun uden tålmod venter på den næste tid. Tiden med kedelige timer, med piberygende lærere der hvirvler støv i lysets stråler. Lys er også tid. Først er det gråt og klæbrigt, så bliver det grå tyndere og det hvide tager over. Når det hvide lys igen er ved at skifte farve har hun fri. Fri er også tid og tal. Ventetid.

--> Blomsterhilsen For enden af den lille bådebro ligger min mor. Jeg har selv lagt hende der. Hun ligger der og i de langstrakte siv der æder sig ind på broen fra begge sider. Hun ligger i fjordens mudrede bunddække og i dens klare vand. Hun ligger der sammen med min far. Ham har jeg også selv lagt der. Sammen er de der og i udmundingen og i havet. Jeg er på broen. Sivene smæder rænker på begges sider af mig. Blomsterne vugger i vandet. Nogen flyder den forkerte vej og bliver hængende i sivene, andre bliver fanget af en strøm og ført ud i fjorden. Nogen er grebet af eventyrlyst og skynder sig af sted, de er allerede utydelige toppe på vandet. Andre leger og snurrer rundt om sig selv. Nogen kolliderer og forenes, andre skilles og vælger hver deres kurs. Vandet har endnu ikke opslugt en eneste af dem, i hvert fald ikke en af dem som stadig er så tæt, at jeg kan holde øje med dem. Vandet er venligt. Kun buler og skvulp. Ikke det utilregnelige der overdøver alt og...