Bisættelse

Bisættelse

Skal jeg tage med til bisættelsen eller begravelsen ? sådan spørger du dig selv når nogen dør.

Hvis du er nær pårørende, spørger du selvfølgeligt ikke. Så er du ikke i tvivl.

Hvis det er en faster, som du ikke har set siden barnsben, eller en fætter som var mange år ældre end dig og som I sjældent så til familiefesterne, så spørger du dig selv om du skal tage med til bisættelsen eller begravelsen.

Næste spørgsmål, der dukker op i dit hoved er, hvem du skal gøre det for. For afdøde ? For de pårørende ? For dig selv ?

At deltage for den afdødes skyld.

Hvis afdøde ikke er en nær pårørende og I ikke har haft megen kontakt, giver det ikke rigtig mening at deltage. Hvis afdøde selv kunne deltage, ville din tilstedeværelse ikke havde nævneværdig betydning for vedkommende.

Nogen følelser dør aldrig. Måske erindre du at faster satte plaster på dit brodne knæ, eller fætters skælmske smil, som lovede dig at det at blive voksen, ikke kun består af pligter. Måske er disse flygtige minder nok til at sige ordentligt farvel.

At deltage for de pårørendes skyld.

Ja, helt klart. De pårørende har så meget brug for at vide at de ikke er alene i sorgen. De har brug for at vide at du tænker på dem.

Faktisk er du der også for afdøde, når du er der for dem der stod nærmest. Hvis afdøde kunne ønske sig noget, ville det være at nogen tog sig af de efterladte.

At deltage for din egen skyld.

På en omvendt måde giver det rigtig god mening. Du fejrer livet som har været og dermed alt liv.

Min mor blev bisat kort før nytår.

Min mor var ikke et særligt udadvendt menneske. Hun havde få nære relationer, som til gengæld betød rigtig meget for hende.

Til hendes bisættelse kom der repræsentanter fra hendes egen og fra min fars slægt. Hendes veninde. Repræsentanter fra min svigerfamilie. Et par naboer. Min veninde.

Næsten alle fra både min mors og min fars slægter sendte blomster.

Jeg er, sammen med min bror, de tætteste pårørende. Nogen af dem der deltog var der helt klart fordi de følte sig så tæt på, at spørgsmålet slet ikke dukkede op i deres hoveder. Alle var de der, for min og min brors skyld.

Sjældent har jeg følt mig så taknemlig. Den omsorg og trøst, som de gav, bærer mig i disse dage. Følelsen af, ikke at være alene, tror jeg vil følge mig resten af mit eget liv.

Blomsterhilsner

Det er så lidt. Det betyder så meget. Hvis du ikke deltager, enten fordi du besluttede det, eller fordi du ikke kunne, så er blomsterhilsnen det næstbedste.

Hvorfor skal du sende blomster spørger du. For afdøde ? For de pårørende ? For dig selv ?

At sende dem for afdødes skyld.

Måske giver det en lille smule mening. Men dybest set er afdøde jo ligeglad. Hvis afdødes ansigt toner frem og du kan mærke et lille savn, så er svaret måske ja.

At sende dem for de pårørendes skyld.

Helt klart ja. De pårørende ser på blomsterne og bliver rørt over omtanken. De læser kortene og føler trøst. De bliver styrket i troen på at de ikke er ene om sorgen. Du føler med dem. På en måde viser du også her din respekt for den afdøde, ved at trøste dem der stod nær.

At sende dem for din egen skyld.

Jo, det giver mening. Du viser din respekt for alt liv, både det der var og det der er. På en måde får du selv sagt farvel. Måske var bekendtskabet med afdøde kort, men det er slut, uden din accept. Ved at sende blomsterne giver du dig selv en slutning.

Næstekærlighed bør regerer verden. Jeg bliver lige nødt til at hive Løgstrup frem igen.

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Citat af K. E. Løgstrup