Under huden

-->

Under huden

Al hendes længsel fik nu en ende. Endelig lå hendes hjerte , blødende og nøgent, i hans kyndige hænder.

Smerten, nederlagene, irettesættelserne, havde hun lagt under huden. Udenpå var hun ny og fin. Ikke en fregne sad upassende. Alle lokker lyste gyldent og hun var hans.

Blodet dryppede endnu i lange koagulerende tråde fra skalpellen. Ingen havde slukket den overdimensionerede operationslampe. Men, alles blikke var vendt. Showet var ovre. Alene stod han, overlæge Gyldenpind, kirurg. Kun den vimsende sygeplejerske gled lydefri rundt om liget og gjorde det pænt.

Han så hende og erkendte sin pligt. Han havde et ry at beskytte og endnu en dont før han kunne hænge kitlen.

Smerten, nederlagene, irettesættelserne, havde hun lagt under huden.

Hans dont var hendes, det vidste hun. Hun lod uniformen glide til gulvet. Nøgen stod hun foran ham, knoglet og sandfarvet, de irrede sølvlokker hang uden vilje og vitalitet. Hans fetich var kvindernes lange hår, det vidste hun, derfor havde hun ladet det gro.

Han kommanderede med blodet. Nedad, udad. I sit indre billedarkiv rodede han rundt. Kvinder med langt hår, unge kvinder, nej, nej , bladre, bladre. Der var hun. En elverpige i det grønne morgenskær. Lidt ude af fokus, derfor endnu mere besnærende. Han favnede hende. Jog sig i hende og snurrede hende rundt og rundt i sin favn. Lige indtil det skarpe lys fra operationslampen ramte ham.

Elverpigen løb tilbage til skoven. Hun vendte sig om og vinkede før hun forsvandt helt. Han stod tilbage og manglede kun at slukke lyset, før han kunne kalde det for et dagsværk og med ren samvittighed tage hjem, til sin smukke hårfagre kone.

Rundtosset stod hun tilbage. Hun famlede i mørket som var uigennemtrængeligt sort. Fandt sin uniform og udgangen.

©MetteWalther