Mette Walther - Skriblerier

Fugl Fønix Jeg er Fugl Fønix Jeg brænder op, lige nu Om lidt bliver jeg til aske Så rejser jeg mig lille og forpjusket Vokser mig stor og mægtigere end før Jeg spreder mine vinger og er det smukkeste og det stærkeste du nogensinde har set Fugl Fønix har ikke hukommelse fra tidligere liv Fugl Fønix er fri og levende og parat Jeg er Fugl Fønix ( der er ikke noget som kærestesorg, der kan bringe de fortærskede metaforer til live)

(Inde i parentesen er der varme. Varme på den rigtigt gennemtrængende måde. Som et blødt uldent tæppe, der skærmer mod alt det kolde, udenfor. Farverne er varme nuancer af gul, orange og rød, flettet ind og ud af hinanden i tilfældige mønstre. Lydene er bløde stemmer der stille siger kærlige ord. Latter, god og mild. Der er ikke noget vejr og ingen årstid, kun varme. Før og efter findes ikke, inde i parentesen. Kun nu. Smagen af danske jordbær som er modnet af sig selv og plukket direkte fra planten. Din hud under min håndflade, blød og varm. Store hibiscus, i den oprindelige røde farve, som de ses i syden. Din glæde. Smukke sten som bliver endnu smukkere når de bliver overhældt med vand. Dine øjne, milde og gode. Et fuldendt stykke musik. Din kærlighed. Duften af rent sengetøj som vinden har tørret. Mit hjerte, helt og fuld af kærlighed, til dig. Der er ikke noget vejr og ingen årstid, kun varme. Før og efter findes ikke, inde i parentesen. Kun nu.)

--> Under huden Al hendes længsel fik nu en ende. Endelig lå hendes hjerte , blødende og nøgent, i hans kyndige hænder. Smerten, nederlagene, irettesættelserne, havde hun lagt under huden. Udenpå var hun ny og fin. Ikke en fregne sad upassende. Alle lokker lyste gyldent og hun var hans. Blodet dryppede endnu i lange koagulerende tråde fra skalpellen. Ingen havde slukket den overdimensionerede operationslampe. Men, alles blikke var vendt. Showet var ovre. Alene stod han, overlæge Gyldenpind, kirurg. Kun den vimsende sygeplejerske gled lydefri rundt om liget og gjorde det pænt. Han så hende og erkendte sin pligt. Han havde et ry at beskytte og endnu en dont før han kunne hænge kitlen. Smerten, nederlagene, irettesættelserne, havde hun lagt under huden. Hans dont var hendes, det vidste hun. Hun lod uniformen glide til gulvet. Nøgen stod hun foran ham, knoglet og sandfarvet, de irrede sølvlokker hang uden vilje og vitalitet. Hans fetich var kvindernes lange hår...

--> Vi er ikke på samme rejse Vi rejser. Begge to. Men ikke sammen. Vi er på hver sin rejse. Du kan ikke læne dig op af min skulder og tage et lille hvil. Jeg er der ikke. Jeg er på en anden rejse. En rejse i en anden retning, end din. Jeg kan ikke putte mig ind i din rummelige frakke, hvis jeg fryser. Du er der ikke. Du er på din egen rejse. Et andet sted hen. Vi har rejst sammen. Delt madpakker og lunkent vand. Grinet og været stille. Sammen. Dine vinger bærer dig. De løfter dig højt op, uden at blive svitset af solen. Du flyver langt og ser alt muligt spændende. Jeg tager toget. Jeg føler mig ikke helt tryg ved de der vinger. Jeg oplever landskaber i øjenhøjde. Vi spiser købemad og sodavand, hver for sig. Vi læner os op af fremmede skuldre. Luner os i andres favne. En dag ses vi. Midt på rejsen. Vi snakker og gestikulerer. Vi deler en middag og en flaske vin. Måske. Vi er ikke på samme rejse. Vi rejser. Hver for sig.

Når det våde der var hårdt, igen bliver blødt og mister form, emmer rådne nødder og friske skud om kap. Grålig grimhed sprænger i skalaen og vrider lysegrønt væv op af jorden. Vandig ingenting blandes med mindet om friskhed. Små vintergækker som ikke selv kan holde deres hoveder, dingler i vinden og forsvinder uden en lyd. Puslende og skrabende, kravlende og krybende, kommer de ud af hækken. Genfødte, nyfødte og alle dem i dvale. Lyden fra oven har vækket dem. Pip og skrat i kor har bebudet at nu er det tiden. Nu skal alt begynde på ny. Det bløde dunster stærkt, når dagen er ny. Alt smager af ærter, knækket fra stænglen og bælget i en bevægelse. Varmen er så lys at den næsten er gennemsigtig. Pip og skrat er blevet fuldtallig. Den spæde puslen er transformeret til overbevisende trampen. Summen og sviren er kommet til, sammen med kriblen og krablen. Kilometer høje solsikker smiler om kap med solen. Små glimtende diamanter stråler i hobe, gennem sprække...