2018

Når det våde der var hårdt, igen bliver blødt og mister form, emmer rådne nødder og friske skud om kap.

Grålig grimhed sprænger i skalaen og vrider lysegrønt væv op af jorden.

Vandig ingenting blandes med mindet om friskhed.

Små vintergækker som ikke selv kan holde deres hoveder, dingler i vinden og forsvinder uden en lyd.

Puslende og skrabende, kravlende og krybende, kommer de ud af hækken.

Genfødte, nyfødte og alle dem i dvale.

Lyden fra oven har vækket dem.

Pip og skrat i kor har bebudet at nu er det tiden.

Nu skal alt begynde på ny.

Det bløde dunster stærkt, når dagen er ny.

Alt smager af ærter, knækket fra stænglen og bælget i en bevægelse.

Varmen er så lys at den næsten er gennemsigtig.

Pip og skrat er blevet fuldtallig.

Den spæde puslen er transformeret til overbevisende trampen.

Summen og sviren er kommet til, sammen med kriblen og krablen.

Kilometer høje solsikker smiler om kap med solen.

Små glimtende diamanter stråler i hobe, gennem sprækken, mens skvulpene klasker imod dem.

Det gule bliver orange og knasende brunt.

Det røde bliver dybt og sort.

Det grønne tager hele skalaen og ender i grå.

Lydene bliver langsomme og ebber ud.

Puslen og skraben går den anden vej for så at falde til ro.

Nødderne er friske og fulde af saft.

Himlen er forræder.

Blå med dun og uigennemtrængelig mørkelilla og ny og fin og gammel og grim, på ingen tid. Vinden larmer i træer og tage.

Brusende skvulp omdannes til rasende bølger.

Henkogte bær og alt for sukrede dampe.

Støvede bøger med 1000 sider.

Lænestole med luv.

Stille hvidhed.

Grå forstenet tomhed.

Natten er nær og vi skal alle favne den.

Ikke sammen.

En for en.

Den sidste skal blive den første, ingen bestemmer selv.

Farverne er fortabte og kan næsten ikke huskes.

Lydene er forstummet og sår tvivl om deres eksistens.