Mette Walther - Skriblerier

Da jeg var barn, skinnede solen hver dag. Asfalten var blød og klistret. Min morfar gik i haven, fra før jeg vågnede og hele dagen. Hunden lå i skyggen. Æbler var røde og søde og lidt melede. Jordbærrene skulle plukkes tidligt om morgenen. Min tykke mormor sad med kitlen over knæene og baljen mellem benene. Hun skrællede sylteagurker mens hun fortalte historier om fordums høstgilder. Da jeg var barn, skinnede solen hver dag. Asfalten var blød og klistret. Min morfar gik i haven, fra før jeg vågnede og hele dagen. Hunden lå i skyggen. Æbler var røde og søde og lidt melede. Jordbærrene skulle plukkes tidligt om morgenen. Jordbærrene var mit job. De skulle ligge i vasken før min mor stod op. Hun var den sidste der stod op. Hun drak kaffen i sengen. Min far stod op før alle andre. Hver dag. Han bryggede kaffen, rullede cigaretter, gik på værkstedet, låste op og tændte lys. Hunden traskede bagefter og ventede på at han kom i tanken om at fodre den. Hunden fik mad og min f...

Jeg går af egen fri vilje. Ud ad badebroen. Jeg skal dø i vand. Koldt vand. Saltvand. Det er vinter. Hvem helvede bader i koldt saltvand om vinteren. Frivilligt går jeg ud ad broen. Eller gør jeg. Går jeg ? er det frivilligt. Måske løber jeg. Gruppen presser mig frem. Gruppepres. Er det så frivilligt ? Hvis jeg tillader gruppen at presse mig er det så frivilig gang mod stensikker død ? dødshjælp er ulovligt i Danmark – er jeg i Danmark ? i Østrig må man godt. Gruppen presser mig i døden i Østrig. Okay så gør jeg det. Går i min badedragt, for jeg nægter at være nøgen, min badedragt er fra Kina. Der er hajer på. Blå hajer. Jeg har rank ryk. Jeg er majestæt i ro. Jeg sænker mig langsomt i det kolde saltvand. Min hud revner. Blodet kommer ikke ud. Det stoppes af frossen salt. Helt under. Stilhed. Ingen hajer. Det er nord. I nord er der for koldt til hajer. Men der er krapper og de er grimme. Op igen. Langsomt i ro og langsomhed. Små korte skridt så ingen tror jeg løber. Tilb...

Jeg er stadig i Portugal. Jeg sidder på stranden d 24 december 1982. Jeg har garn i mine hænder. En julegave fra mig selv. Indisk bomuld i havfarver og strikkepinde i metal. Jeg drømmer mit liv. Jeg rejser hjem. Nogen er død. Jeg møder min mand. rejser fra ham og kommer tilbage. Han giver mig mine børn og så har jeg ikke længere brug for ham. Jeg slaver et liv som skolelærer. Først virkede det romantisk så blev det lort. Brorlort. Nu sidder jeg alene på stranden. Det er lidt koldt, men hallo det er vinter i Danmark. Her er der sol og kun en lille vind. Min ikkekæreste er blond og blåøjet og temmelig latterlig. Han går på klub om natten og tror han gør mig jaloux. Jeg er på stranden alene. Ikke altid. En portugisisk mand kommer og snakker med mig. Jeg er ikke bange. Kun lidt. Jeg har før mødt mørke mænd. Så okay, jeg er bange. Men han er ikke farlig. Han er nysgerrig. Hvad laver jeg der , på hans strand. For øjnene af ham føder jeg børn og bliver gammel. Jeg har stadig g...

At plukke bær De flagrende sidder i træet og kaster med ru had. De siger at jeg begår rapseri. Over de flagrende hænger blå og grå uden at beslutte sig. Gevæksten er tavst aggressiv. Dens forsvar laver dybe riller i mig. Sødmen eksploderer. De flagrende, det blå og det grå, rillerne, taber styrke. De røde runde, som gevæksten hverken vil overlade til mig eller de flagrende, ender i mit kar. Mit kar får aldrig top. Den hæmningsløse endorfinrus ophæver alle forordninger. De røde runde, slipper uden modvilje og smiler i min mund.

Hilda og drømmenes hus En (u)sandfærdig fortælling fra den (u)sande virkelighed. Hilda slår øjnene op. Hun forsøger at få has på de visuelle indtryk. Hvor ? Tidspunkt ? I hvilken forfatning ? Hun er i et rum hun kender og så alligevel ikke. Det er i et rum hos hendes forældre, ikke hendes gamle værelse, men et roderum. Farens ustemte instrumenter, morens støvede symaskine, kasser med hendes eget gamle legetøj, stolestabler. Lyset er gråligt, det kan være tidlig morgen eller sidst på en kedelig dag. Tilstanden i kroppen er god, lettere dehydreret men dejlig tung og dvask. Hjernen kører i et spor. En ting af gangen. Ikke 20 spor der filtre sig sammen og bliver til larm. Hilda bor ikke i forældrenes hus længere. Hun bor i et hus på landet. Hun har lejet det sammen med Heine, den sidste starut i rækken af starutter. Heine bor der ikke længere. Det lejede hus er rummeligt 70erbyggeri, gule sten og stor have. Hilda har snart opfyldt 5 af sine mange drømme i det hus, 3 gamle drømme...