Da jeg var barn, skinnede solen hver dag. Hele dagen.

Da jeg var barn, skinnede solen hver dag. Asfalten var blød og klistret. Min morfar gik i haven, fra før jeg vågnede og hele dagen. Hunden lå i skyggen.

Æbler var røde og søde og lidt melede. Jordbærrene skulle plukkes tidligt om morgenen.

Min tykke mormor sad med kitlen over knæene og baljen mellem benene. Hun skrællede sylteagurker mens hun fortalte historier om fordums høstgilder.

Da jeg var barn, skinnede solen hver dag. Asfalten var blød og klistret. Min morfar gik i haven, fra før jeg vågnede og hele dagen. Hunden lå i skyggen.

Æbler var røde og søde og lidt melede. Jordbærrene skulle plukkes tidligt om morgenen.

Jordbærrene var mit job. De skulle ligge i vasken før min mor stod op. Hun var den sidste der stod op. Hun drak kaffen i sengen.

Min far stod op før alle andre. Hver dag. Han bryggede kaffen, rullede cigaretter, gik på værkstedet, låste op og tændte lys. Hunden traskede bagefter og ventede på at han kom i tanken om at fodre den.

Hunden fik mad og min far fik kaffe, sammen så de solen stå op og trænge gennem lindeallen. Så var det tid at sætte i gang.

Alt dette foregik før jeg vågnede. Solen nåede aldrig mit værelse. Kun postyret vidnede om at den nye dag var begyndt.

I natkjole og bare tær fløj jeg ud af sengen. Katten, den dovne Lurifax, lagde sig til rette på min hovedpude , gabte og sov videre.

Jordbær plukker ikke sig selv. Ud i marken. Tilbage efter kurven. Ud i marken. Plukke, plukke, plukke. Alle, søde, røde, bær, kom i min kurv.

Min tykke mormor sad med kitlen over knæene og baljen mellem benene. Hun skrællede sylteagurker mens hun fortalte historier om fordums høstgilder.

Slangen sagde at det var helt i orden at plukke og spise æblet fra træet som lignede Yggdrasil. Nornerne sad ved roden og lo som de hekse de var. Kom nærmere mit barn, kom nærmere. Vi må vide hvem du er, før vi kan klippe din livstråd.

Æblerne var gyldne og fulde af liv og visdom. Ingen ville kunne modstå. End ikke Eva den saglige.

Mormor skrællede alle agurker, smed dem i eddike og snakkede videre. Mormor var Davids yngel. Fra et rige som kun var stort i visionen. Odin lo derved og vendte den anden kind til.

Tiden blev knap. Skoleklokken lagde an til slag og jeg var endnu ikke færdig. Fire rækker havde endnu ikke plukket sig og mormor snakkede stadig. Ingen så på Eva og det vidste hun. Min mors kaffe blev kold i koppen, så hun blev nødt til at gå ned , og så var hun jo oppe.