Hilda og drømmenes hus

Hilda og drømmenes hus

En (u)sandfærdig fortælling fra den (u)sande virkelighed.

Hilda slår øjnene op. Hun forsøger at få has på de visuelle indtryk. Hvor ? Tidspunkt ? I hvilken forfatning ? Hun er i et rum hun kender og så alligevel ikke. Det er i et rum hos hendes forældre, ikke hendes gamle værelse, men et roderum. Farens ustemte instrumenter, morens støvede symaskine, kasser med hendes eget gamle legetøj, stolestabler. Lyset er gråligt, det kan være tidlig morgen eller sidst på en kedelig dag. Tilstanden i kroppen er god, lettere dehydreret men dejlig tung og dvask. Hjernen kører i et spor. En ting af gangen. Ikke 20 spor der filtre sig sammen og bliver til larm.

Hilda bor ikke i forældrenes hus længere. Hun bor i et hus på landet. Hun har lejet det sammen med Heine, den sidste starut i rækken af starutter. Heine bor der ikke længere.

Det lejede hus er rummeligt 70erbyggeri, gule sten og stor have. Hilda har snart opfyldt 5 af sine mange drømme i det hus, 3 gamle drømme som har holdt fast lige så længe hun kan huske tilbage og 2 nye som mest er opstået af nødvendighed.

Det ene spor der kører, ligger og indoptager rummet. Der burde males, mange edderkopper har været i rummet, vinduet burde vaskes. Et andet spor begynder at tåge frem, noget med tiden, noget med at hun skal et eller andet. Det første spor overtager og leger med tanken om at indrette rummet. Slæbe alle ting ud, jage kryb væk, male, vaske vinduet og så indrette. Den røde sofa, nå nej den har hun ikke mere, slagbænken, den kunne passe ind. Nye hynder fra Ikea, store puder, mange puder. Det tågede kommer igen, noget med nogen hunde, eller er det høns ?.

Heine var en dum starut, lige som rækken af starutter før ham. Han var almindelig af udsende fandt hun ud af, kort tid efter at hun havde forvildet sig til at tro at han var smuk. Hvem gider også smuk, almindelig er bedre, i hvert fald bedre end grim. Lidt rap i replikken og sagde, med noget hun i begyndelsen troede var selvtillid, lige hvordan han ville have det. Selvtillid. Selvtillid det kunne hun bruge. Selvtillid er styrke.

Hov, nu blandede en ny tåge sig. 3 spor på en gang. Det tredje spor handler om noget hun af hele sin vilje ikke gider tænke på. Det toner frem, stort og voldsomt, vil ses og høres. Spor et, to og tre kører sammen og gør hende vågen. Tiden har hun stadig ikke styr på, men hun ved at hun må op, ud, hjem. Dette rum har ingen betydning, det er rummene hjemme der råbte på opmærksomhed, sæbe og vand. Hundene eller hønsene er begge dele. Tre hunde skal luftes og måske fodres. Hønsene skal lokaliseres og eventuelt også fodres. Det larmende må hun skubbe væk, der er ikke tid nu. Hun ville tude og sparke til ting, hvis hun gav det plads, men det må vente.

Flere spor går i gang samtidig. Noget med en vagtplan. Noget om en opgave som skulle være afleveret for flere dage siden. Betalinger på netbank, et eller andet, måske olie, eller strøm, eller noget helt andet. Benzin. Benzin for fanden. Katarina. Var det mon i dag de havde aftalt ?. Vaskemaskinen.

Heine fandtes ikke længere. Godt det samme. At Heine vidste hvordan han ville have det, havde ingen verdens ting med selvtillid at gøre. Heine var yngstebarn og skidt opdraget. Han gik rundt i verden i den vildfarelse at alle andre var til for ham alene. Han havde ikke lært empati. Forstod simpelthen ikke det faktum at andre mennesker også følte, havde behov, tænkte at deres måde at leve på var den rigtige. Ikke af ond vilje, bare en mangel som det var for sent at udbedre. Heine var ikke et rodehoved. Det var Hilda. Men måden han lavede orden på var uigennemskuelig for alle andre. Hvis Heine stadig havde eksisteret ville Hilda nok alligevel ikke havde bedt ham om hjælp.

Drømmene er i huset som hun nu er på vej hjem til. Bilen er tanket. Faren havde givet hende kaffe og friskbagt brød. Moren havde pakket lidt rester fra gårdsdagen som hun kunne spise senere. Senere var på en måde nu, da det for almindelige mennesker ville være et oplagt tidspunkt at spise aftensmad, men for hende blev det til senere. Rent vasketøj, ligger pænt foldet i to kæmpeposer fra Ikea, bag i bilen. Nu er der bare en halv times køretur i fred og ro. De mange spor har dæmpet sig lidt. Har stillet sig på række. Det larmende vil hele tiden stå forrest, men hun bruger al sin vilje og får det presset bagud.

Den ene drøm var en hest. Hun elskede dyr. Ikke på den der latterlige måde, med sløjfer og specialfoder. Mere som en landmand. Hun var bybarn, men vidste at hun burde være vokset op på landet. Heste kræver tre ting, masser af penge, masser af plads, masser af tid. Tre ting hun ikke kom i nærheden af at eje. Derfor blev det hund. Hunde. Tre hunde, en næsten renracet og to bastarder. Dem avlede hun hvalpe på og solgte dem. Det var den første drøm hun opfyldte i huset. Den anden var hønsene, men de var ikke helt på plads. De gav ingen æg og løb hele tiden væk. Den tredje drøm var selve huset. Ikke lige dette hus, men et hus som lå på landet. Den rigtige drøm om huset var selvfølgelig at eje et hus. Et med stalde og folde og brændeovn og badekar og.

Det larmende spor bliver skingert. Det viser hende dumme billeder. Hun bliver våd på kinderne. Halsen bliver lille og varm. Hun ruller vinduet ned og lader luft komme ind. Luften gør kinderne kolde.

Heine var ikke en drøm, bare en starut. Men Heine hjalp til med drømmen. Heine var ikke rig, men to indkomster skulle der til, for at bo på landet.

Det med at Heine vidste hvordan han ville have det, viste sig ret hurtigt at blive et problem. Hilda slog prutter, sprang et brusebad over, havde hunde i sengen, stillede ting i køleskabet uden at pakke dem ind, lod skraldespand være skraldespand, syntes at højt græs var dejligt, mente ikke at man behøvede en sofa, eller for den sags skyld et tv, alt sammen, slet, slet ikke som Heine ville have det. Heine havde en fejl mere. Hans strestærskel var meget lav. Som yngstebarn havde ingen besværet sig med at lære ham hvordan man opfører sig ude i den civiliserede verden. Heine slog, hvis han blev stresset og det blev han, når han ikke fik sin vilje.

Den fjerde drøm blev at slippe af med Heine. Heine ville ikke slippes af med. Han vidste at han ikke ville have at man forlod ham. Men nu var han væk. Hun havde brugt mange kneb. Også nogen der lavede store larmende spor, der viste billeder i lang tid efter. Hun var nødt til det.

Køreturen gør godt. Det larmende er set og skubbet bagud. Det kommer tilbage, det ved hun, men ikke lige nu. Hun har købt tid ved at se på det et lille øjeblik. De andre spor står, for en gang skyld, pænt og venter på tur. Det er nemt nu. Et for et lader hun dem tale og afslutter med at forsikre om at, det løser sig.

Hjemme i huset. Kun et spor kører. Hun åbner hønseburet, tømmer hele sækken med hønsefoder på jorden. Lukker hundene ud og lader døren stå åben. Tømmer sækken med tørfoder på terrassen.

Hun pakker kun hvad hun ikke kan leve uden. De to poser rent tøj står stadig i bilen.

Hun står lidt og kikker ud af køkkenvinduet. Den tomme mark på den anden side af vejen er perfekt til en galoptur. Hun skal ikke ud at ride. Ikke gøre rent, ikke betale regninger, ikke aflevere opgaver eller overholde aftaler. Det løser sig.

Hun sætter sig i bilen igen. Ser på huset udefra. Ved at nu har hun opfyldt den femte drøm. Der er ikke flere drømme i det hus.