Krusedulledamer

De bor i alle mine notesbøger og alt papir med margin. De bor i min hjerne og nogen af dem i mit hjerte. De snakker. De fortæller mig alt muligt. Ind i mellem er de stille og ser hemmelighedsfulde ud. De har været der altid. Lige så længe som jeg kan huske.

Nogen af dem er det lykkedes mig at indfange og male, præcis som de er i ”virkeligheden”. Andre er så flygtige og uklare at de aldrig kommer ordentligt frem.

De som er malet, har hver en klar historie og er derfor selv blevet helt tydelige. Historierne er lange og er blevet fortalt over tid. De uklare er ikke færdige med at fortælle. De snakker stadig. 

Denne her krusedulledame er en af de første som jeg fangede. Hun har fortalt mig en lang historie om min far og om mig. Historien handler ikke om min far som ham jeg kendte, men om et barn før uskylden bliver opbrugt. 

Hende her er en slags spådame. Hun fortalte mig om ting som endnu ikke var sket. Hvor hun vidste det fra ved jeg ikke, men alt hvad hun sagde skete efterfølgende. Længe efter at hun var malet.

Måske er dette maleri grimt. Måske er krusedulledamen grim. Den historie hun fortalt var heller ikke sjov. Faktisk vrøvlede hun i lang tid. Til sidst gav det mening. 

De malede krusedulledamer har boet hos mig længe. Nogen af dem har været oppe at hænge på min væg og har mindet mig om deres historie hver gang jeg kiggede på dem. Nu er det tiden til at de flytter hjemmefra. De har gjort det de skulle hos mig. Nu skal de ud i verden og fortælle andre historier.