Folk ISBN 9788743030126


Så, nu er alt på plads :  D. 31/3 2021 udkommer min første skønlitterære bog

En novellesamling. 

Folk ISBN 9788743030126


Folk

Folk er en samling af noveller der alle er blevet til ud af undren. Pudsige hændelser som jeg ikke helt kunne forstå = Noveller. Mennesker fra gadebilledet som ”stritter” på en eller anden måde = Noveller. 

Novellerne er skrevet i løbet af de sidste 3-4 år og kan læses som et lille udpluk af de oplevelser jeg har haft i den periode. De er fiktion og så alligevel ikke. De er ikke nøjagtige gengivelser af konkrete oplevelser eller mennesker jeg har mødt, men de har alle en tynd tråd bundet fast i den virkelige verden, sådan som jeg oplever den.

Folk kommer langvejs fra. Novellerne er skrevet, omskrevet, betalæst og redigeret, betalæst igen, redigeret igen og så er jeg jo stavespasser, så slutteligt kastede jeg en hel masse penge (som jeg slet ikke har) efter en dygtig korrekturlæser. SÅ nåede Folk frem til selve opsætningen. Valg af skrifttype, størrelse, margen, indbinding, papirkvalitet …. Omslaget er et helt kapitel for sig … MEN nu er den altså færdig ☺ og kommer på gade 31/3 2021 (som faktisk også er min fødselsdag)



Min vej

Min vej hertil, hvor jeg nu står, med min første rigtige skønlitterære debut, lige rundt om hjørnet, har været spændende. Den har ikke altid været lige, altså vejen. 

Jeg har skrevet siden jeg lærte at læse. Jeg tror jeg har prøvet at skrive i alle genre. Undervejs har jeg fået udgivet lidt af det. 

Min første udgivelse var en fagbog om børns intelligens. Det var vildt spændende og meget lærerigt. Kort tid efter udkom min første damebladsnovelle og lige efter den skrev jeg en lang artikel for ”Sirene” som også handlede om intelligens. 

Men – Jeg har aldrig haft tid til rigtig at løbe efter drømmen, så vejen blev til en meget smal sti, som løb langs mit ”almindelige” liv. Mor og skolelærer … Så er der altså ikke meget tid til overs. 

Stien blev bredere igen. Nu kan den godt kalde sig en vej. Altså, jeg er jo ikke holdt op med at være mor, faktisk er jeg i mellemtiden også blevet mormor, men jeg er holdt op med at være skolelærer. 

De sidste 3-4 år, har jeg løbet, af den bredeste vej, hertil ☺ og jeg løber stadig. 

De sidste 3-4 år har været virkeligt spændende og meget, meget lærerige - jeg har fået udgivet flere damebladsnoveller i både Hjemmet og Hendes Verden og jeg har udgivet 2 strikkebøger. 

Jeg ved ikke hvor vejen ender. Forstået på den måde at jeg stadig ikke helt har fundet min genre. 

De noveller der er i Folk, er helt klart MIG. De er skrevet med min ”stemme”, i mit ”sprog” og ud fra min undren. Men, jeg skriver også rigtig gerne blogtekster, som faktisk ikke rigtigt har en egentlig genre. Somme tider er de ren fiktion, men ikke helt i novelleform. Andre gange er de fis og ballade. Nogen gange er de overhovedet ikke fiktion, men handler om et eller andet som jeg synes er enormt vigtigt … Og så er der jo også strikkebloggen – Den handler i sagens natur mest om strik og mine bøger, men der er også afstikkere. Nogen gange er der også ting i den verden der undrer mig … Damebladsnovellerne er en genre helt for sig. Der er vildt mange regler både for formen og indholdet. De er spændende at skrive og inspirationen kommer næsten af sig selv. De kommer ikke helt samme sted fra, som dem der er i Folk, men de har også noget med pudsige oplevelser og ”strittende” mennesker at gøre. Selv om reglerne er stramme, så er det faktisk også sjovt at skrive i den ramme. 

OG, som alle andre der forsøger at leve af at skrive, så er jeg altid i gang med en roman … Jeg har ikke tal på hvor mange romaner jeg har skrevet. Flere end 10 i hvert fald. 

Vejen hertil føles lidt som en tidslinje. Det jeg skrev som barn og ung, havde jeg ingen intentioner om at udgive. Ikke fordi det ikke var vigtigt for mig, men det var mere en form for selvterapi. Nogen bygger modelfly, eller har akvariefisk, jeg skrev. Jeg skrev ikke bare dagbog. Jeg skrev noveller og lange udkast til romaner. 

Min første uddannelse var inden for design og beklædning. I løbet af uddannelsen skrev jeg opgaver. Min næste uddannelse var en kombination af at læse til lærer og arbejde som lærer … Igen blev det mest til opgaveskrivning. Som lærer laver man tit undervisningsmateriale. Man skriver sine egne opgaveformuleringer og udformer bedre vejledninger end dem der er i lærebøgerne. Men, min undren satte ind og blev til Elmo og de mange intelligenser. Elmo fik mig til at tro på drømmen. Elmo viste mig at det jeg skriver, faktisk er så interessant at et forlag vil stoppe penge i det og rent faktisk udgive det. Nu vil jeg ikke gentage mig selv, men her tror jeg at vejen for første gang (om end kortvarigt) begyndte at ligne en rigtig vej. Ikke bare en sandet sti gennem klitter. 


Den videre vej

Den videre vej er ikke helt tydelig. Der kommer helt sikkert flere damebladsnoveller. Strikkebog nr.3 udkommer til efteråret. Der ligger en bog med skriveøvelser og en der handler om refleksion og et par strikkebøger mere i støbeskeen… Om der kommer en Folk2 eller en dystopisk roman vides ikke i skrivende stund. Men, en ting er helt sikkert – Det bliver både spændende og endnu mere lærerigt ☺ 




Hvis du vil købe Folk, er du nødt til at forudbestille den hos din egen boghandler. Folk ISBN 9788743030126

Eller på forlaget : info@bod.dk - Men det har jeg ikke selv prøvet, så jeg ved faktisk ikke hvordan det foregår…




Anmelder

Hvis du er anmelder og interesseret i at anmelde bogen eller kender en anmelder som kunne være interesseret: Skriv din adresse til mig aamwalther@gmail.com , så sørger jeg for at du får en bog asap.







Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Hans underlige far

Bonus - Kærlighed mm

Erotisk litteratur