Mette Walther - Skriblerier

Normalt er det her ikke en genre der fanger mig.  Normalt giver jeg mig ikke i kast med at anmelde bøger o.l på den her blog. Når det så er sagt, så gør jeg det alligevel. Først lidt og genren : Erotisk litteratur. Erotisk litteratur har eksisteret til alle tider, men den tåbelige serie om ham der Grey, har gjort genren synlig og næsten stueren. MEN, det betyder jo ikke nødvendigvis at det har en litterær kvalitet. Markedet er fuld af eksempler på det modsatte. Derfor er det normal slet ikke en genre jeg gider læse. Ikke fordi jeg er snobbet. Jeg bliver sur og gal. Dårligt fortalte historier gør mig bare i rigtigt dårligt humør, uanset hvilken genre det er. Der findes et lille forlag, højt i nord, Nelunbo ,  som har dedikeret sig til at udgive erotisk litteratur. Forlaget udgiver bøger og noveller. Fortællingerne spænder fra det pladerromantiske til de rå upolerede sexhistorier – MEN fælles for dem alle er at de er velskrevne. Her udg...

Bisættelse Skal jeg tage med til bisættelsen eller begravelsen ? sådan spørger du dig selv når nogen dør. Hvis du er nær pårørende, spørger du selvfølgeligt ikke. Så er du ikke i tvivl. Hvis det er en faster, som du ikke har set siden barnsben, eller en fætter som var mange år ældre end dig og som I sjældent så til familiefesterne, så spørger du dig selv om du skal tage med til bisættelsen eller begravelsen. Næste spørgsmål, der dukker op i dit hoved er, hvem du skal gøre det for. For afdøde ? For de pårørende ? For dig selv ? At deltage for den afdødes skyld. Hvis afdøde ikke er en nær pårørende og I ikke har haft megen kontakt, giver det ikke rigtig mening at deltage. Hvis afdøde selv kunne deltage, ville din tilstedeværelse ikke havde nævneværdig betydning for vedkommende. Nogen følelser dør aldrig. Måske erindre du at faster satte plaster på dit brodne knæ, eller fætters skælmske smil, som lovede dig at det at blive voksen, ikke kun består a...

--> Goddag 2019 Mit 2018 var et meget turbulent år. Ulykker , sygdom, dødsfald … you name it…. Men det var også det år jeg endelig blev færdig med min sokkebog. Det tog, rundt regnet, 4 år, fra ide til færdig bog. Det begyndte med en udmattelsesdepression (det, har jeg fundet ud af efterfølgende, at det kaldes) i 2014. Jeg kunne ingenting. Jeg følte ingenting. Verden var mig aldeles ligegyldig. En eller anden dag, fandt jeg garn og strikkepinde frem. WOW – jeg kunne strikke. En gammel ide begyndte at banke på. Noget med sokkeopskrifter, noget med at samle dem, noget om at de skulle kunne læses af alle.   Langsomt tog ideen form, samtidig med at jeg møvlede mig ud af den der udmattelsesdepression. Ideen var kimen til bogen, men det blev også kimen til en radikal livsbaneændring.   Jeg var skolelærer, havde en stor fed ejerlejlighed, en lille smart, rød bil. Jeg havde fart på. Jeg havde også en lille kolonihave, med et lille kolonihavehus på. Ind...