Mette Walther - Skriblerier

--> Under huden Al hendes længsel fik nu en ende. Endelig lå hendes hjerte , blødende og nøgent, i hans kyndige hænder. Smerten, nederlagene, irettesættelserne, havde hun lagt under huden. Udenpå var hun ny og fin. Ikke en fregne sad upassende. Alle lokker lyste gyldent og hun var hans. Blodet dryppede endnu i lange koagulerende tråde fra skalpellen. Ingen havde slukket den overdimensionerede operationslampe. Men, alles blikke var vendt. Showet var ovre. Alene stod han, overlæge Gyldenpind, kirurg. Kun den vimsende sygeplejerske gled lydefri rundt om liget og gjorde det pænt. Han så hende og erkendte sin pligt. Han havde et ry at beskytte og endnu en dont før han kunne hænge kitlen. Smerten, nederlagene, irettesættelserne, havde hun lagt under huden. Hans dont var hendes, det vidste hun. Hun lod uniformen glide til gulvet. Nøgen stod hun foran ham, knoglet og sandfarvet, de irrede sølvlokker hang uden vilje og vitalitet. Hans fetich var kvindernes lange hår...

--> Vi er ikke på samme rejse Vi rejser. Begge to. Men ikke sammen. Vi er på hver sin rejse. Du kan ikke læne dig op af min skulder og tage et lille hvil. Jeg er der ikke. Jeg er på en anden rejse. En rejse i en anden retning, end din. Jeg kan ikke putte mig ind i din rummelige frakke, hvis jeg fryser. Du er der ikke. Du er på din egen rejse. Et andet sted hen. Vi har rejst sammen. Delt madpakker og lunkent vand. Grinet og været stille. Sammen. Dine vinger bærer dig. De løfter dig højt op, uden at blive svitset af solen. Du flyver langt og ser alt muligt spændende. Jeg tager toget. Jeg føler mig ikke helt tryg ved de der vinger. Jeg oplever landskaber i øjenhøjde. Vi spiser købemad og sodavand, hver for sig. Vi læner os op af fremmede skuldre. Luner os i andres favne. En dag ses vi. Midt på rejsen. Vi snakker og gestikulerer. Vi deler en middag og en flaske vin. Måske. Vi er ikke på samme rejse. Vi rejser. Hver for sig.