Brevet til den angste

Brevet til den angste

Du som er angst og som ofte ikke ved hvorfor. Du som gemmer dig i mængden, eller helt uset, for dig selv. Du som beskytter dig med alle midler mod alle farer. Du som bliver nervøs og utryg, når uundgåelige, uoverstigelige krav, kræver indløsning.

Du er offer for angsten.

Angsten spiser dig, mens du endnu er i live. Små bidder, midt om natten, når du vågner, badet i sved, eller senere når sveden er kold og kulden trænger ind, under din hud. Små bidder, midt i køen, fordi personen bag ved står for tæt, eller ham foran har en væmmelig lugt, som minder dig om noget, du ikke helt kan stadfæste, men som helt sikkert ikke er noget lykkeligt. Små bidder, når du ser en ulykke, længe før den , måske aldrig, indtræffer.

Angsten spiser dig levende. Du fodre den selv, den spiser af din udstrakte, alt for overgivende hånd.

Mens du spises, passere livet.

Livet som vi ikke ved hvorfor eller hvordan, men som os bare er givet. Helt uden forbehold eller krav.

Det farlige liv. Hvor børn kommer til skade, blodet rinder i strømme over asfalt. Hvor gamle mennesker dør alene i deres egen afføring og afmagt. Hvor kloge mennesker fra andre lande, forsmås og hånes og afskrælles al værdighed, i så lange tider at de til sidst sygner hen og ikke længere er. Hvor dyr ofres, for ejeres afmagt, over al den angst og ulykke som overgår dem. Hvor hvert år rummer nye krige og naturlige voldsomheder. Hvor hver måned kræver ofre og fortabelse. Hvor hver uge begynder med en mandag. Hvor hver dag kræver gennemlevelse. Hvor hvert minut rummer mulighed for svigt og tab. Hvor hvert sekund kan være det sidste.

Det væmmelige liv. Hvor børn gøres til perverse objekter. Hvor folkeslag nedkæmpes med manchetter. Hvor diktatorer beordre sadistiske tortur. Hvor dyr opsprættes levende, angiveligt for at lære.

Alt det finde. Det farlige, det væmmelige og det endnu mere afskyelige end forestillingens evne rækker til at fremmane.

Det smukke liv. Hvor de glade børn, stolte og i tillid, viser deres lærer de fjumsede tegninger. Hvor gamle mennesker deler en eftermiddag, i selskab med unge studerende, som ved at kilden er nær. Hvor folk fra fremmede himmelstrøg, beriger kulturen med deres indtagende ydre, deres spændende dufte og deres fantastiske fortællinger. Hvor hunde løber frit i en park, kun for dem og deres elskelige ejere. Hvor hvert år bringer nye spændende opfindelser. Hvor hver måned vidner om årstidernes forskellige herligheder. Hvor hver uge slutter med weekend. Hvor hver ny dag er en gave. Hvor hvert minut giver mulighed for et kys. Hvor hvert sekund er det næste.

Det lykkelige liv. Hvor børn elskes af alle. Hvor folkeslag lever i harmoni. Hvor diktatoren er blevet afsat. Hvor dyr elskes og plejes af alle.

Alt det findes også. Det smukke, det lykkelige og det helt euforiske som kun opleves i ubeskriveligt små øjeblikke.

Du som lever i angsten, ser kun det halve billede.

Angsten er en drage. En lille bitte en. Som på sekunder kan vokse sig alen stor. Den lille bitte drage, spiser små bidder hele tiden. Den alen store sluger dig i en mundfuld. Den lille drage har gift i sine tænder. Giften lammer. Ikke helt , lige med det samme. Med i etaper, lidt efter lidt. Ubemærket er du gennemsyret af dens gift og lammelsen er komplet. Den store drage åbner sit gab og du er borte. Inde i mørket hvor kun gru og venderstykkelighed har bolig.

Du som lever i angsten, må kæmpe mod dragen. Mens den er lille.

Mærke giften, mens den kun er i lille dosis. Finde modgiften frem og reparere dig selv, så dragen ikke får magt.

Modgiften er i den anden halvdel af billedet. Modgiften findes der hvor børn alligevel overlever, selv om deres knæ er brodne og deres blod størkner ind på asfalten. Der hvor en gammel dame får kontakt med natsygeplejen og hjælpen når frem, så hendes død kan blive værdig. Der hvor et klogt menneske, fra et fremmed land, tilgiver os vores dumhed og finder et ufaglært job.

Modgiften findes alle steder og alle tider. Du som lever i angsten, skal bare tillade dig selv at se den. Åbne en lille flig af den anden halvdel af billedet. Åbne muligheden for at ulykken måske sker, men at vi måske overvinder den og lever videre alligevel.