Mette Walther - Skriblerier

Klarsynets pris Der var en gang en kvinde som var ung. Hun var ung i den forstand at hun endnu ikke havde afsluttet nogen nævneværdige studier, endnu ikke, ved egen hjælp erhvervet sig nogen form for ejendom, hun var stadig ugift og havde ingen børn. Kvinden var smuk. Hun havde lange ben, en talje som Chere ville misunde, smukke blå øjne som ikke kunne skjule hvad hun følte. Næsen var lige og havde den rette proportion. Håret var langt, lyst og viltert. Håret kunne også være langt lyst og helt glat. Det kom an på kvindens humør. Hun kunne være almindelig smuk og udstråle hjertelighed og varme. Hun kunne være smuk som dem i Paradise Hotel og forblinde med sin chiknes. Hun var også intelligent. Hun var klog på mange måder. Hun havde en musikalsk begavelse, langt ud over det sædvanlige. Hun forstod sig på dyr og udmærkede sig i ridning. Af de almene fag var der ikke et eneste som ikke bare dryppede ind i hendes hjerne for der at lade sig modulere til perfektion. ...

Brevet til den angste Du som er angst og som ofte ikke ved hvorfor. Du som gemmer dig i mængden, eller helt uset, for dig selv. Du som beskytter dig med alle midler mod alle farer. Du som bliver nervøs og utryg, når uundgåelige, uoverstigelige krav, kræver indløsning. Du er offer for angsten. Angsten spiser dig, mens du endnu er i live. Små bidder, midt om natten, når du vågner, badet i sved, eller senere når sveden er kold og kulden trænger ind, under din hud. Små bidder, midt i køen, fordi personen bag ved står for tæt, eller ham foran har en væmmelig lugt, som minder dig om noget, du ikke helt kan stadfæste, men som helt sikkert ikke er noget lykkeligt. Små bidder, når du ser en ulykke, længe før den , måske aldrig, indtræffer. Angsten spiser dig levende. Du fodre den selv, den spiser af din udstrakte, alt for overgivende hånd. Mens du spises, passere livet. Livet som vi ikke ved hvorfor eller hvordan, men som os bare er givet. Helt uden forbehold eller krav....