Klarsynets pris

Klarsynets pris

Der var en gang en kvinde som var ung.

Hun var ung i den forstand at hun endnu ikke havde afsluttet nogen nævneværdige studier, endnu ikke, ved egen hjælp erhvervet sig nogen form for ejendom, hun var stadig ugift og havde ingen børn.

Kvinden var smuk. Hun havde lange ben, en talje som Chere ville misunde, smukke blå øjne som ikke kunne skjule hvad hun følte. Næsen var lige og havde den rette proportion. Håret var langt, lyst og viltert. Håret kunne også være langt lyst og helt glat. Det kom an på kvindens humør. Hun kunne være almindelig smuk og udstråle hjertelighed og varme. Hun kunne være smuk som dem i Paradise Hotel og forblinde med sin chiknes.

Hun var også intelligent. Hun var klog på mange måder. Hun havde en musikalsk begavelse, langt ud over det sædvanlige. Hun forstod sig på dyr og udmærkede sig i ridning. Af de almene fag var der ikke et eneste som ikke bare dryppede ind i hendes hjerne for der at lade sig modulere til perfektion.

Kvinden havde et navn. Hendes navn var gammelt og havde været givet til mange før hende. Ingen havde før båret navnet med den ynde og graciøsitet som hende. Hun gjorde navnet nyt og enestående.

Trods alle disse fortrin eller skavanker om man vil, var kvinden langt fra lykkelig.

Hendes sjæl var forpint i en grad så det kunne formodes at arvesynden var på spil. Hun så, hørte, fornemmede, følte og forstod alt hvad der foregik omkring hende. Hun gennemskude alskens bullshit. Kvinden så med gennemborende klarsyn alle menneskers fejl og mangler. Deres egoisme og selvhævdende ævl som de forsøgte at skjulte bag smil og fagter hvis funktion var at illudere indlevelse. Hun så det hele.

Kvinden græd af arrigskab over sin egen indsigt.

Kvindens ulykke var at hun var ensom. Ingen hun havde mødt havde samme klarsyn. Alle hun havde mødt havde en kode. Koden var bedraget. Alle bedrog og godtog alle andres maskeringer. Kvinden var ensom fordi selve klarsynet berøvede hende koden.

Kvindens ungdom og intelligens fyldte hendes hoved med ideer om at gøre noget andet. Rejse væk. Bygge en jordhule på heden. Bo i en skov. Leve blandt fåreavlere, hvis sprog hun ikke forstod. Hvad som helst, bare for at slippe for ensomheden og den evindelige konfrontation med bedraget.

Ingen kan leve alene blandt mange. Mennesker skal berøres af andre mennesker, ellers går de til og mister lysten til at eksisterer.

Kvinden havde haft alle sine fortrin, inklusiv klarsynet, hele sit liv. Hun var ung, men følte sig gammel som sit navn.

Hun valgte den dummeste, den mest feje og kujonagtige, faktisk var han også temmelig vederstyggelig at se på. Han havde en vis lighed med en rotte. Andre havde budt sig til. Andre som i andres øjne ikke var nær så dumme og vederstyggelige som ham hun valgte.

Manden som var den udvalgte, slog hende ikke ret tit. Men hendes selvværd, som i forvejen var ringe fordi hun ikke ejede koden, blev slået i småstykker. Hun tillod ham at kalde hende de mest afstumpede ting, på det mest tarvelige sprog. Hans dumhed var så fremtrædende et træk, at hun ofte ikke forstod hvad han mente (trods hendes egen høje intelligens) og derfor begik mange fejl som han ikke undlod at lade hende bøde for.

Kvinden havde veninder som kendte hende fra hun var spæd. De forstod hende ikke, men elskede hende alligevel. De forsøgte at få kvinden til at forlade den vederstyggelige mand.

Kvinden lyttede og forstod deres gode hensigter og deres dybe kærlighed. Hun gjorde sig fri. Kun for igen at blive ramt af ensomheden, bedraget, klarsynet og den manglende kode.

Hun forlod sine veninder. Hun forsøgte at forklare dem om den manglende kode og at hun ikke manglede den, når hun var sammen med manden. Veninderne græd bitre tåre, de tryglede og bad.

Den unge, smukke, intelligente kvinde forsvandt i tåget tosomhed. Hun blev bleg og stille. Hendes hår mistede glansen. Øjnene som var blå, viste ingen emotion. Hun tabte sig og blev meget spinkel. Hendes knogler blev skøre og hendes klang forsvandt.

En dag mødtes veninderne tilfældigt. De talte om dit og dat. De talte længe før den ene dristede sig til at spørge den anden. De vidste intet. Kun det gamle navn og mindet om, hvordan hun havde båret det med ynde og graciøsitet som ingen før hende, havde de. 

…

Mange år senere tonede kvinden frem igen. Den tågede tosomhed var brudt ved mandens tåbelige afgang. I sin dumhed og mangel på empati havde han beriget sig på andre menneskers bekostning. Nogen sladrede. Nogen blev sure. Nogen var så psykopatiske at de likviderede ham og bortskaffede liget.

Kvinden var ikke længere ung og smuk. Intelligensen havde hun døvet i selskab med dumheden, i så mange år, at hun kun usikkert kunne gøre brug af den. Ensomheden undgik hun. Et kuld rottelignende rollinger havde han skænket hende. Den ene mere dum og vederstyggelig end den anden. Kun en mor kunne elske dem.

Klarsynet besad hun stadig. Det skænkede hende indsigt i den elendighed hun havde bragt sig selv i.

Hun så på de valg hun havde truffet. Hun spurgte sig selv om hun i realiteten havde haft et ægte valg. Hun vidste at hun kunne være blevet hvad som helst. Hun kunne havde brilleret og høstet hæder for sin klogskab i ligegyldig hvilken disciplin hun havde valgt. Men hun vidste også at ingen kan leve alene blandt mange. Mennesker skal berøres af andre mennesker, ellers går de til og mister lysten til at eksisterer.