Mette Walther - Skriblerier

Jeg nåede frem. Det var ikke mig. Mange ugers utryghed havde knuget sig sammen til en bowlingkugle i min mave. Nu ville den vel rulle ned og lave en strike og lade mig finde tilbage til ”normalt” ? En anden end mig. En kollega, sad i samme nu, over for skoleinspektøren og modtog sin afsked. Bowlingkuglen ruller ingen steder. Den er groet fast. Den er med mig over alt. Når jeg går, tynger den min gang. Når jeg vil sove, bliver den ekstra hård og presser på fra indersiden. Den synes heller ikke, at jeg skal have ret meget at spise. Jeg har prøvet at snakke med den. Prøvet at overbevise den om at faren er forbi. Den hører ikke efter. Tårne af tåre blev frigivet søndag. Bowlingkuglen er her stadig. Måske er den skrumpet lidt. Den bestemmer ikke over mig. Ikke i samme grad som før. Jeg bestemmer heller ikke over den. Vi er sammen. I morgen tager vi af sted. Vi møder klokken 8. Vi går sammen. Bowlingkuglen og jeg. Direkte ind og sparker skoleinspektøren over skinnebenet. Deref...

Vikartime i første Jeg gider ikke mere. Nu må det være slut. Hver eneste uge. Dag efter dag. Jeg gør det ikke. Nå, mine ben har åbenbart gjort sig selvstændige, de svinger sig ud over sengekanten og lader fødderne ramme det kolde gulv. Resten af kroppen følger med. Koldheden derude dugger kanten af min rude herinde. Kaffen løber igennem. Den lune brune duft blander sig med den tynde grå fra min første cigaret. Emhætten larmer ujævnt, som om den også er sat alt for tidligt i sving. Pendlere pendler ofte langt. Jeg har en halv time. 30 minutter ingenting. Morgenmørket bliver gråt. Det hvide anes. Kulden føles. Gider ikke se på de andre. Vil ikke tiltales. Har overhovedet ikke lyst til at være her. Ottende klasse. Dansk. Fire har ikke læst, to har glemt bogen. Bussen er forsinket, så tre ankommer et kvarter før timen slutter. Engelsk i syvende. Samme historie. Skulle være blevet i sengen. I morgen kommer til at ligne i dag. Kedelig, utaknemmelig, ligegyldig. Hvorfor gør jeg...