Signaturen
Signaturen - sådan en dum snothvalp. Mage til uforskammethed. Jeg har dog aldrig… således skældende og smældene stod den svære, aldrende dame og skrubbede løs på facaden på det lille grå hus. Oda Olsen var, for gud ved hvilken gang, i færd med at fjerne det ækle klatmaleri, som en natlig besøgende havde smurt på husfacaden. Lige til højre for hoveddøren. Umulig at overse. Vilde skærende farver, filtret ind i et uordentligt virvar af mønstre, tilsyneladende helt uden hoved og hale. Grimt. Det mest irriterende var den lille flabede signatur. En dum lille grinende mand. Altid malet i grøn og i venstre side. Idiotisk. Oda Olsen, havde med årene samlet et par ekstra kilo op. Vejret var til den gode side. Oda burde nok holde en pause. Ikke længere blandt de yngste. Projektet kunne imidlertid ikke udsættes. Oda fyldte rundt. Indbydelserne var sendt ud for flere uger siden. Om få timer ville stuerne være fyldt med familien og venner, fra nær og fjern. Derfor var det Oda så magtpåliggende...