Farvel til 2022

Farvel til 2022 og farvel til den by jeg har boet i, i mere end 30 år. Mere om det senere.

I 2014 blev min verden vendt på hovedet på flere måder. Jeg stoppede med at være skolelærer. Jeg fik en depression som egentlig var en udmattelses depression. Bum. Jeg fik mit første barnebarn. Jeg fik min første hund. 

I 2015 blev min livsledsager og jeg enige om at livet skulle være helt anderledes. Vi satte vores lejlighed til salg og påbegyndte byggeriet af et nyt fedt hus, på en kolonihavegrund.

I 2016 flyttede vi ind i vores nye hus. Der var et par knaster på vejen, men dem gider vi ikke dvæle ved.

Ideen var stor, grøn og smuk og egentligt meget simpel. Den handlede om at skabe så stor økonomisk frihed som muligt. Friheden bestod ikke i at have mange penge, men i ikke at have brug for dem.

Sammen ville vi nyde livet og friheden, lige indtil vi ikke længere skulle være her.

I 2017 fejrede vi sølvbryllup.

I 2018 rejste min livsledsager og jeg til Thailand i 5 uger. Vores søn kørte galt i sin bil, han slap heldigvis med skrammer, men bilen blev totalskadet. En hel masse mennesker døde i løbet af året. I efteråret døde min svigerfar. D. 25/12 døde min mor.

Efter det år, var der ikke rigtigt noget der blev som før igen. 

Drømmen om frihed og samhørighed gik itu.

Jeg gennemlevede endnu en depression. Ikke lige som den første. Den første efterlod mig i en zombi lignende tilstand, hvor intet rørte mig, hverken det gode eller det dårlige. 

Denne depression var sådan en hvor jeg bare tudede og tudede og var bund ulykkelig hele tiden. 

Jeg har et issue med piller, men den her depression kunne ikke jages på porten uden. 

2019, 2020, 2021 og en stor del af 2022 flød sammen i en underlig mudret masse. 

Men, på et tidspunkt i midten af 2021, begyndte der at ske noget. Jeg fik langsomt formuleret over for mig selv, hvad mudderet egentligt handlede om. Jeg blev klar over at jeg ikke kun havde mistet fodfæste, min livsledsager, begge mine forældre og min bolig, men også mig selv. Eller, lidt mere dystert formuleret, jeg kunne ikke finde ud af hvorfor jeg stadig fandtes. 

Hen mod slutningen af 2021, fandt jeg en niche som jeg rent jobmæssigt passede perfekt ind i.

I starten af 2022, fik jeg for alvor foden indenfor. Men der gik alligevel noget tid før jeg for alvor fandt mig selv igen. Jeg var ikke omme i baghaven …

En klog person, som kender mig meget godt, gav mig et spark bagi.

En anden klog person, som også kender mig godt, viste mig, ved et tilfælde, en ny drøm.

Farvel til 2022 er farvel til alt mudderet, tabene, drømmene, samhørigheden og til den by som jeg har boet i, størstedelen af mit voksne liv. 

Der ligger et lille blåt hus, i en lille skøn have, som jeg har ejet i 10 år. Den har jeg solgt. I skrivende stund bor jeg ingen steder, og alt hvad jeg ejer er pakket i kasser. 

I 2023 flytter jeg ind i et nyt hus. Jeg har købt det for det blå hus + et helt vanvittigt dyrt lån. Den nye drøm er ikke færdigt formuleret. Jeg har heller ikke rigtigt fundet mig selv, eller svaret på hvorfor jeg stadig findes. Måske det heller ikke er så vigtigt. Det jeg har fundet er en ny vej at gå på.

Jeg er i besiddelse af en stor mængde resiliens. Jeg blev i 2022 kaldt for en ”go-getter” af en som kun kender mig overfladisk. Jeg ved at jeg er stædig. Selv om de sidste 8-10 år har været temmelig koldbøtteagtige, så er jeg stadig optimist. 

For mig er livet en eventyrlig rejse, med skiftende vind, stille vand og høje bølger. Om jeg finder mig selv, eller svaret på hvorfor jeg stadig findes i 2023, kan kun tiden svare på.  

Farvel til 2022 og goddag til 2023 og sprit nye eventyr.