Læseprøve - Tumpen - FOLK

Tumpen  -  1.ste novelle i min bog – Folk – ISBN 9788743030126

Tumpen

Hans liv var trist og slidsomt. Han vidste det ikke. Han havde ikke noget at sammenligne med. 

Gråt lys trængte ind ad det aflange vindue over hans seng. Han stod op hver dag klokken 6. Uanset om det var hverdag, weekend eller ferie. Dagenes kaldenavne havde ingen genklang. Han kendte dem fra hinanden på, hvornår de andre stod op. De fleste dage stod de andre op mellem klokken 6.30 og 8. 

Han stod op og gik ud og tissede. Han skulle tisse rigtig meget. En tyk, gul stråle, der spilede urinrøret helt ud. Samtidig med at strålen blev tyndere, slappede alle muskler af. En tilfreds varmebølge gik gennem hans krop. Han viftede lidt med tissemanden for at få de sidste dråber til at falde af. Så aede han den lidt. Varmebølgen rullede stadig i ham. Han fumlede lidt med den. Nogle gange blev den lidt tykkere og længere. Han kom til at sige en kluklyd. En art latter. Han slap sin tissemand med et sæt. Han skulle være stille, det vidste han godt. Og det med tissemanden, det måtte han heller ikke, det vidste han også godt.

Han tog det rene tøj på, som han selv havde lagt frem aftenen før. Så vaskede han hænder. Meget grundigt, ikke snyde. Sæbe på begge sider og ind mellem fingrene. Neglebørsten til neglene. Skylle meget grundigt, så al sæben kom af.

Gennem bryggerset og ind i det lune køkken. Det grå lys var blevet tyndere og kom fra mange vinduer. Han tændte det elektriske lys, men kun det over spisebordet. Det lysegrå og det gyldne blandede sig og blev til hygge. Tømme opvaskemaskinen. Musestille. Uden at klanke med tallerknerne. Dækservietter. Dække bord. Sætte kaffe over. 1, 2, 3, 4 mål, der kun gik til kanten, op i filtret, uden at drysse ved siden af. Vand fra hanen, nøjagtigt til stregen, ud for nummer 8. Trykke på knappen, der skulle lyse rødt.

Så kogte han en liter vand i elkedlen. Han lavede te til sig selv med masser af sukker i. Te var nemt. Kogt vand i kruset, tebrev ned i vandet, skefulde af sukker med høj top, røre rundt. Resten af vandet lod han stå i elkedlen. Melanie drak også te om morgenen. Når vandet lige havde kogt, tog det ikke ret lang tid for det at komme i kog igen. Han hørte nogen rumstere ovenpå. Det var hans signal. Han kiggede på bordet. Tjekkede, at han havde husket det hele.

Tilbage gennem bryggerset. Ind på hans eget værelse. Huske at lukke begge døre. Han satte sig på sengen og drak sin te. Den var stadig dejligt varm og meget sød. Varme og sødme mindede om glæde.

Han redte sin seng. Trak vækkeuret op, ganske langsomt, lige til det sagde klik. Kun ét klik. Hvis der kom flere klik, kunne det godt gå i stykker, det vidste han. Børstede tænder. Han bissede ad sig selv i spejlet og sagde den lille kluklyd. Så var der ikke mere at lave. Han stirrede på gulvtæppet, mens han ventede. Det havde engang ligget inde i stuen. Nu var det hans. Det havde sjove mønstre, som man kunne følge hele vejen rundt. Eller næsten hele vejen. De forsvandt ind under sengen. Han kunne godt finde på at lægge sig ned og følge et af mønstrene med en finger. Men han blev altid stoppet af sengen. Da han var lille, havde han haft små legetøjsbiler. Det huskede han tydeligt. Dem havde han kørt rundt på hele tæppet. Det var dengang, tæppet lå i stuen. Dengang boede han inde i huset. Sammen med de andre. 

Wrummmbrummmm wrummm. Det var signalet. John startede bilen lige på den anden side af hans rum. John var altid den sidste, der forlod huset. 

Gennem bryggerset ind i det lune køkken. Han samlede alle resterne foran sig. På Johns plads. Der var både toast og to halvspiste portioner morgenmad. Én med guldkorn og én med cornflakes. Dem spiste han først. Han elskede guldkorn. Honningsødme og lunken mælk. De var bedst, når de var sprøde. Det var de bare sjældent. Han måtte ikke selv tage flere. Det vidste han godt. Rydde op. Putte i opvaskemaskine. Tørre dækservietter af. På begge sider. Tørre bordet. Huske at skylle og vride kluden bagefter. Det lysegrå og det gyldne udlignede hinanden og blev til dagslys.

På køleskabet hang der billeder i to rækker. Dem til venstre var de brugte, dem til højre var dem, han skulle gøre samme dag. 

Han skulle gøre det, han så på billedet. Melanie havde selv tegnet og lamineret billederne. Bodil og Melanie havde sammen forklaret ham, hvad de betød. Til at begynde med havde han fået mange skældud. Bodils øjne kunne lave en stor, hård kugle i hans mave. Det kunne han godt huske. Han kunne ikke lide at få skældud. Det var heller ikke så tit mere. Han var meget bedre til alle ting nu. Han vidste, hvad alle billederne betød, og han huskede på at gøre dem i den rækkefølge, de var hængt op. Oppefra og ned. 

Det første billede var en vasketøjskurv. Han gik ud i bryggerset. Der var tre kurve. En rød, en blå og en hvid. Den røde var uld. Den skulle være halvt fuld, når han skulle vaske det, der var i den. Det var den ikke. Den blå skulle være fuld og vaskes på 40 grader med ét sæbemål, kun til kanten, ikke noget med top på, i rum 2. Den havde været svær til at begynde med, men nu kunne han det udenad. I dag var den blå kurv fuld, og han gjorde det, han skulle. Ind med tøjet, lukke lågen, presse lidt på den, til den sagde klik, måle sæben af, putte sæben i rum 2 og skubbe sæbeskuffen ind. Den hvide kurv var til 60 grader, men den var tom.

Det næste billede var en lille skraldespand og en stor skraldespand. Det betød, at han både skulle tømme skraldespanden fra køkkenet ud i den store skraldespand og trille den store skraldespand ned til vejen. Han lavede et lille hop på stedet. Det boblede i kroppen. Han klukkede. En art latter. Skraldebilen var sjov. Den larmede på sådan en herlig måde. Han blev glad indeni bare ved at huske på, hvordan det lød. Men måske gik han glip af det. Nogle gange lavede han selv noget, der larmede og overdøvede lyden. Han skyndte sig at kigge på det næste billede. Det var et billede af en støvsuger. Boblerne forsvandt. I dag ville han ikke nå hen og se skraldebilen. Den ville komme, tage skraldet og køre væk igen. Uden at han opdagede det. 

Støvsugning var en svær én. Han skulle gøre det i rækkefølge. Rum for rum. Så han ikke kom til at springe nogen rum over. Han skulle støvsuge i lange baner, der overlappede hinanden. Lige som når han slog græs. På Melanies og Christians værelser var det ekstrasvært. Først skulle han samle alt det op, der lå på gulvet og lægge det i en bunke på sengen. Så kunne han støvsuge. Men der var så snævert og fuldt af ting, at det var svært at lave lige baner. Han støvsugede to gange. Én gang den ene vej i rummet, og så én til gang den anden vej. Hvert rum skulle også støvsuges langs paneler og rundt om møbler. Han lå på knæ og kravlede rundt. Vejret trak sig tungt og tørt ud af ham. Hans hud blev våd og varm. Da han var færdig med at støvsuge ovenpå, tjekkede han støvsugerposen. Lige som Bodil havde lært ham. Så fortsatte han nedenunder. Hans mave rumlede. Han håbede, at det næste billede var det med spegepølsemadden. Baner, der overlappede hinanden. Den ene vej i rummet, og bagefter den anden vej. Ned på knæ. Paneler og møbler.

 Jubii. Han sagde kluklyden og lavede det lille hop. Boblerne kom tilbage. I køleskabet fandt han sin madkasse frem. Han havde sin egen mad. Rugbrød og to slags pålæg og somme tider en agurk eller nogle gulerødder. En rundtenom med spegepølse. To gode skiver. Én med leverpostej, og så et stort glas vand. Boblerne blev en stille simren. Han lænede sig tilbage i stolen og lod øjenlågene hvile. Dejlig, blød tunghed fyldte ham helt ud.         

Det næste billede var en tørresnor med tøj på og en sjov spiral nedenunder. Det kunne betyde to ting. Hvis det var fra den blå kurv, skulle han hænge det på tørresnoren med klemmer. Men hvis det var fra den hvide kurv, skulle det i tørretumbleren. Det var det, spiralen betød. 

I dag var det fra den blå kurv. Det vidste han. Alt lys på vaskemaskinen var slukket. Det var ikke rigtigt. Den røde knap skulle lyse. Han skulle dreje den store knap, så den stod lige op og pegede på nul, før han tog tøjet ud. Han flyttede vægten fra det ene ben til det andet. Gjorde det igen og igen. Det blev til en lille, vrikkende dans. Det var helt galt. Flintesten og ituslåede betonstykker skurede rundt i hans mellemgulv. Han stoppede dansen. Den store knap stod allerede opad og pegede på nul. Maskinen var altså færdig med at vaske. Han åbnede lågen. Tøjet var helt tørt. Han vendte ryggen til maskinen og dansede dansen igen. – Nej, nej, sagde han. - Nej, nej, gentog han. NEJ, NEJ, NEJ, NEJ, NEJ, råbte han højt, mens han slog sig selv oven i hovedet med begge hænder. Flintesten og ituslåede betonstykker voksede op fra mellemgulvet og skramlede sig vej til brystkassen. 

- Nej, nej, nej, nej. Han faldt lidt til ro. Han slog ikke mere. Dansen var kun en lille vrikken. Stenene faldt til ro og forsvandt. Han vendte sig om. Tog tøjet ud af maskinen og hængte det op på tørresnoren med klemmerne.

Det næste billede var en kost. Kluklyden og det lille hop kom samtidig. Boblerne dansede lystigt. Han skulle udenfor. Han lunteløb gennem bryggerset og ind efter sin frakke. Huskede at lukke begge døre på tilbagevejen. 

Om i skuret efter kosten. Han skulle feje fra hoveddøren og hele vejen ned til fortovet. Bagefter skulle han feje indkørslen. Dér, hvor Johns bil holdt, når han var hjemme. Foran garagen. Han smilte bredt. Det var så dejligt at være ude. Det var koldt, og det småregnede, men det ænsede han ikke. Han var god til at feje. Han kunne ikke huske, at han nogensinde havde fået skældud for at have fejet forkert. 

Der var kun ét billede tilbage. Det forestillede en gryde og en bunke kartofler. Han fandt posen med kartofler frem og begyndte at skrælle. Noget var galt indeni. Han vidste ikke, hvad det var, men noget var ikke helt, som det skulle være. Små flintesten byttede plads i mellemgulvet og skar lidt i kødet indefra. Engang havde Bodil været syg. I mange dage. Han måtte ikke gå op til hende, men de andre var deroppe på skift, hele tiden. Dengang havde han haft den samme uro indeni. Noget var galt, men han vidste ikke hvad. 

Han blev færdig med kartoflerne og gjorde pænt i orden efter sig. Tørrede alt det vand op, som han var kommet til at sjaske rundt. Skyllede og vred kluden, hængte den pænt på vandhanen. Lige som han havde lært.

Der var ikke noget billede for borddækning, men han vidste, at det var det, han skulle. Det havde altid været hans job. Både om morgenen og om aftenen. 

Der var ikke mere, han skulle. Han gik ind i stuen og kiggede ud ad det store vindue. Der var ikke så meget at se på. Græsplænen og et par æbletræer. Flintestenene var blevet mindre, men de var der stadig. Han hørte rumsteren ved hoveddøren og skyndte sig ind til sig selv. Huskede at lukke begge døre. Det var Melanie, kunne han høre. Hun snakkede med nogen, eller måske snakkede hun bare i telefon. Han kunne godt lide Melanie. Han blev varm og let indeni, når han kunne høre hende, eller hvis han kom i tanke om hende. Han lyttede, indtil hun blev til en svag mumlen. Hun var gået op til sig selv. 

Han havde fire bilblade. Han satte sig på sengen og kiggede i det, der lå øverst i bunken. Han sagde kluklyden, da han kom til billedet med den blå bil med lad. Bilen var flot og skinnende, men det var ikke det, der gjorde ham glad, det var hunden. På passagersædet sad der en stor schæferhund med hovedet ude ad vinduet. Han syntes, det så ud, som om den kiggede på ham. Bløde og varme hundeøjne. – Hej, hej, lille hund, sagde han til billedet og klukkede. 

Han havde øre på lydene i huset. Nogle af lydene var lige meget. Dem skulle han ikke tage sig af. Andre var signaler. Ligesom Johns bil om morgenen. Nu spidsede han ører. De andre sad og spiste inde i køkkenet. De snakkede og lo. Han kunne ikke høre, hvad de snakkede om, men det lød rart. Johns stemme var en rumlen. Det kunne være en godmodig rumlen, der ikke gjorde ham bange, men det kunne også være en skarp rumlen, der gjorde ham hunderæd. Med sin stemme kunne John lave samme hårde kugle i hans mave, som Bodil kunne med sine øjne. Den sad fast indeni, lige under ribbenene, blev helt hård og gjorde ondt. Han pressede hænderne mod smerten, men den blev ikke mindre. Men i dag lød alting godt. De hyggede sig.

Nu skramlede de med stolene. Det var hans signal. 

Han lukkede selv døren ind til stuen. De kunne godt blive sure, hvis han larmede alt for meget. Der var meget mad til ham. Christian havde levnet næsten en hel fiskefilet. Der var mange kartofler i gryden. Lidt sovs og rigtig mange rosenkål. Han satte sig på Melanies plads. Han kunne bedst lide at sidde på Johns plads, men han turde ikke, når han var hjemme. Han spiste al maden og tømte to glas vand. Varme, runde bobler rullede rundt i store, bløde bevægelser. Uhm, det var dejligt. 

Han gjorde rent i køkkenet. Skyllede al servicen, puttede det i opvaskemaskinen. Tændte opvaskemaskinen. Tørrede komfuret og alle borde. Til sidst fejede han gulvet.

Så var dagen slut. Han slukkede de elektriske lamper og lod mørkegråt lys viske rummet ud. Han trissede ud til sig selv. Lagde tøj frem til næste dag. Tog tøjet af, vaskede sig og tog nattøjet på. Gik ud i bryggerset og lagde vasketøjet i den blå kurv. Børstede tænder. 

Bodil bankede let på og skubbede døren op. – Mor. Sagde det inde i hans hoved. Men han sagde det ikke højt. Han skulle sige ”Bodil”, når han så hende. Det vidste han godt. Småbitte sodavandsbobler blandede sig med blodet i hans årer. Han blev altid glad indeni, når han så hende. Han blev også glad nu, men der var også noget andet, noget, der ikke var rigtigt. Små flintesten.

- Er der noget, du gerne vil fortælle mig? spurgte Bodil, mens hun så ham direkte ind i øjnene. 

Hvad skulle han sige? Han vidste det ikke. Han var bange for at sige det forkerte, så han sagde slet ikke noget. Sodavandsbobler og flintesten blandede sig sammen.

- Er der ikke noget, du har glemt? prøvede Bodil igen.

Han kiggede rundt i rummet. Alt så ud, som det skulle. Han prøvede af al magt at huske, hvad han havde lavet i løbet af dagen. Der var mange rosenkål til aftensmaden, huskede han. Bodil forventede noget af ham, det kunne han se på hende. Han blev urolig. Han sad på sengekanten, men gik alligevel i gang med den lille dans. I siddende stilling blev dansen mere til en rokken fra side til side.

- Vasketøjet, sagde Bodil og så meget strengt på ham. 

Det kunne han godt huske. Han havde vasket tøj og hængt det op. Der havde været noget galt, det vidste han nu. Han kiggede spørgende på Bodil. Kuglen tog form i maven, samtidig med at bobler og sten skramlede rundt i hele kroppen.

- Du har jo ikke vasket tøjet, du har bare hængt det op, sagde Bodil. Hun lød meget vred nu. 

Han rokkede frem og tilbage og slog sig selv i hovedet. Inde i hovedet var der stormvejr. Han så billeder af vaskemaskinen, tørresnoren, Bodil, der skældte ud, alt imens ord fløj forvildede rundt. 

- Nej, nej, nej … det passer ikke… vasketøj…. Nej, nej …. Rent tøj … nej, nej, nej …. Mor…. Bodil, ikke mor… Bodil… nej, nej, nej… sagde det inde i hans hoved.

- Hold op med at skabe dig. Du må bare gøre det ordentligt i morgen, sagde Bodil.

- Godnat, sagde hun på vej ud ad døren.

Stormvejret blev til en susende lyd uden rigtige ord. Sten, kugler og bobler blev små og stille. Han holdt op med at slå og rokkede kun lige så stille frem og tilbage.

Han lagde sig i sengen, på ryggen, med hænderne oven på dynen. Ligesom Bodil havde sagt, at han skulle. Han kiggede lidt ud i mørket, og så faldt han i søvn. 

https://www.bod.dk/bogshop/folk-mette-walther-9788743030126