Mette Walther - Skriblerier

Vi havde købt en pakke glanspapir.  Hans underlige far kom. Han havde en lille dreng med. Drengen var hans søn, sagde han.  Vi klippede hjerter efter hans anvisning. De blev meget kunstfærdige.  Limen var lidt træls. Det var den flydende slags. Ikke en stift, som ville være meget bedre til projektet. Den flydende var billigere end en stift.  Drengen var lidt mut. Han svarede kun med nik og enstavelsesord. Glanspapiret slap hurtigt op.  Vi lavede kræmmerhuse af gamle aviser.  Vi skubbede tingene til side og spiste rugbrødsmader. Jeg gav drengen et karbad. Han var ikke ret gammel, så jeg turde ikke gå fra ham. Jeg talte til ham, men han nikkede bare, eller rystede på hovedet.  Jeg puttede ekstra sæbe i og fik det til at skumme, ved at bruse på det.  Jeg huskede på at jeg selv havde syntes at skum var sjovt, da jeg var lille.  Drengen blev ikke begejstret.  I køkkenet talte de to mænd. Jeg kunne ikke høre hvad de diskuterede. Den underlige ...

Det her er min datters datter, på hendes første skoledag. Hun er 6 år gammel og har lige tabt sin første mælketand. Jeg var med da hun blev født. Min datter fødte en datter og jeg så det ske. Det bliver nok aldrig større end det. Stoltheden, glæden, lykken og alle de andre positive følelser som boblede rundt, overskyggede al bekymring og hverdagsangst. Senere, meget senere, da jeg igen kunne mærke mig selv, tænkte jeg at jeg var for ung til at være nogens mormor - jeg var ikke engang 50 .... Min mormor var stor og tyk og bagte småkager og .... Jeg er ikke tyk og mine småkager smager som glutenfri helsekiks .... Min egen mor blev oldemor, det tog hun i stiv arm... hun var heller ikke tyk og bagte slet ikke småkager. Jeg tror jeg er ved at finde min egen vej. Jeg er mormor, som ikke er tyk og som er holdt op med at forsøge sig med småkagebagning ... Jeg har været skolelærer i mange år, så der er altså noget med længden af tøjlerne.  Til gengæld er der altid jord man kan grave i, træs...