Rableri
-->
Hvis du har læst Rableri #1 #2 og #3 skal du bare scrolle ned til Rableri #4 og #5
Rableri
Mig – Rableri
Stavekontrol – Mente du :
Rabler ?
Mig – nej
Stavekontrol – Prøv en anden
stavemåde
Mig – Rabbleri
Stavekontrol – nej, det duer
ikke
Mig – Rablleri
Stavekontrol – nix
Mig – Rabblleri
Stavekontrol – kan du ikke
bare bruge et andet ord ?
Mig – …
Nu-Dansk ordbog – Mente du
: Rabler ?
Mig – nej
Nu-Dansk ordbog – Er du
sikker ?
Mig – Ja
Nu-Dansk ordbog – Det ord
findes altså ikke, det er noget du selv har fundet på
Mig – Nå for Søren
Nu-Dansk ordbog – Ja, og
det er noget vrøvl. Kan du ikke bare bruge et ord der findes i forvejen ?
Mig – Øhhhe, det er vel ikke
forbudt ? Jeg skriver det jo bare på min egen blok
Nu-Dansk ordbog – Hmf … Det
er stadig noget vrøvl !
Rableri #1
Kaffegrumset der altid
formår at kravle ind under gummikanten så overdelen ikke kan skrues helt fast,
gør at kaffen sprutter ud af samlingen, når kaffen er ved at være klar. Eneste
fordel er at det kan høres helt ind i det tilstødende lokale, at kaffen rent
faktisk er klar. Syden, spratten og sprutten.
Jeg er i det tilstødende
lokale. Jeg har en vældig diskussion kørende. Jeg vil jo gerne overholde
reglerne. Det er bare mere end almindeligt svært, når reglerne er så
ufleksible. Der er ikke indbygget undtagelser. Reglerne siger dit og dat og jeg
synes ikke det er muligt at fjerne eller tilføje, uden at ramle ind i enten dit
eller dat …
Jeg kan godt blive lidt
hidsig over det med reglerne. De begrænser mig i en grad som jeg synes er
urimelig.
Værst er det, når små væsler
aka forsmåede, intellektuelt underlegne, ofte tykke, små mænd, som har fået en
flig af magt, forsøger at forklarer mig reglerne og deres ubøjelighed.
Små væsler gør mig ikke kun
lidt hidsig. Reglerne gør mig lidt hidsig. Små væsler fremtryller alt hvad der
er mørkt, grimt og ondt. De åbner munden, siger to eller tre ord, hokuspokus.
De kan nok ikke selv se det, men foran dem står den fæleste, vredeste, savlende
harpe de nogensinde kommer til at møde.
Jeg bliver så ond. Alt hvad
jeg er, bliver sat ind på at jorde denne lille væsel. Jeg kan slet ikke styrer
det. Jeg er den fæle, vrede, savlende harpe og hende har jeg ikke kontrol over.
Væslen har fremtryllet hende, så faktisk er det hans ansvar, ikke mit.
Kaffen siger at den er
færdig med at lave sig. Herligt. Kaffe og cigaretter. Livet er jo herligt. Hvis
ikke det lige var for de der små væsler.
Fortsættelse følger …
Rableri #2
Der er jo det med kaffe at det ikke er helt ligegyldigt hvordan den bliver lavet. Jeg er godt klar over at selve bønnen er det vigtigste, men hvis den ikke bliver ordentligt behandlet er den jo faktisk ligegyldig.
Ja, det kunne godt ligne en reklame, men det er bare for at understrege at kaffe altså skal laves med omhu. Så er den faktisk ikke længere. Kaffe skal være godt lavet. Rigtige gourmet-kaffe-nørder vil nok mene at jeg springer over et par hegn eller to …
God kaffe i en kop, en skammel i passende højde til at slænge benene op på, askebæger og cigaretter inden for rækkevidde. Min arbejdsplads er pragtfuld.
Det skal man huske på. Altså det med de små, men gode ting. Kaffe, cigaretter, en ordentlig siddeplads, tid …
Nå jeg blev ikke færdig med mit rableri (jeg er helt klar over at det ord ikke findes)
Det med de små væsler.
Jeg bliver lige nødt til at understrege at de er små, i flere henseender. De er små i deres liv. De har ikke ret meget af værdi, ud over denne flig af magt. Måske har de mere derhjemme, men det er ligesom ikke noget der betyder noget, de føler sig ikke ret store i det. De er som regel også små i deres position. De er altid formænd eller kassere for en eller anden snoldet forening, eller distriktschef i en lavpriskæde, eller konstitueret viseinspektør på en lille landsbyskole.
Jeg har dem også mistænkt for, rent fysiologisk, at være små, der hvor det virkeligt gælder, for den slags mænd …Men det har jeg ikke belæg for at udtale mig om – så tæt har jeg aldrig været på en væsel.
Så er der det med intelligensen. Jeg har endnu ikke mødt en væsel der er klogere end mig. Jeg har en mellemlang uddannelse (to faktisk) og en selvbestaltet ret til at udtale mig om hvad som helst = ikke meget klogere end de fleste. Men væslerne er altså lidt, nogen gange meget, dumme og kan oftest ikke helt leve op til den magtposition de har fået.
Her kommer reglerne ind i billedet. Dem kan de forholde sig til. Sort på hvidt. §§§
Men fordi deres intellekt ikke er helt så udviklet som positionen og beføjelserne fordrer, kan de kun læse sort på hvidt …
Regler der er formuleret og nedskrevne kan fortolkes. Der kan laves undtagelser. Regler kan tilsidesættes. Regler der kun er til for deres egen skyld kan slettes. Det kan væsler ikke gennemskue. Hvis man forsøger at argumenterer med væsler hiver de deres trumf frem. REGLER SKAL VÆRE ENS FOR ALLE.
Eks. 1. Man må ikke køre ind i Netto, men dem der sidder i kørestol må godt, dem der er på cykel, skal pænt stille cyklen i stativet udenfor butikken.
Eks. 2. Mange steder må man ikke have hunde med, men førerhunde er undtaget.
Eks. 3. Børn må ikke have legetøj med i skolen, men lille Lisa må gerne have sin bamse med, fordi hun savner sin mor så frygteligt meget, at hun tuder hele tiden, kun Teddy kan trøste – Alle de andre børn accepterer reglen og undtagelsen…
- I rest my case, siger den savlende harpe og går ud efter en ny kop kaffe…
Fortsættelse følger …
Rableri #3
Uddrag fra
medarbejderhåndbogen for medarbejdere i Netto (Altså en bog fuld af regler)
Fremtoning
og personlig hygiejne
Når du møder
på arbejde, skal du være ren og velplejet, og dit hår må ikke være farvet i
unaturlige farver. For at sikre overholdelse af de krav, der er til
fødevarehygiejne og bakteriologi, er kunstige negle og smykker på hænder og
arme ikke tilladt for medarbejdere i produktionsafdelingerne. Vielsesring kan
bæres ved samtidig brug af handsker.
Smykker,
piercinger og tatoveringer
Enkle og
diskrete smykker er tilladt. En synlig tatovering er tilladt, så længe den ikke
indeholder politiske, religiøse eller andre tegn eller symboler, som er
diskriminerende eller anstødelige.
Der var en gang (for et par
år siden) en flink ung mand. Han var 1.ste assistent i Netto og nøglebærer. Det
med at være nøglebærer bliver blæst op i den koncern. Det betyder ikke mere
i løn. Kun mere ansvar …
Den unge flinke mand kunne
findes overalt i butikken. Han organiserede lageret. Tog imod varer og sørgede
for at de kom ind på deres rette plads. Han mødte tidligt og sent. Sprang til
når der var mandefald. En rigtig god kollega. Ansvarsbevidst. Loyal.
Tit, når man kom som kunde,
mødte man ham, enten i butikken, eller når man nåede kassen. Alle fik et smil
og en bemærkning med på vejen. Han havde ikke været der ret længe før han var
på fornavn med mange af de faste kunder.
Han havde et hjerte for de
sølle, dem snakkede han ekstra meget med. Viste dem at de var rigtige mennesker
i hans øjne. De sure gjorde han en dyd ud af at få til at smile.
Nå, hvad var der så galt med
ham ? Jo, altså han havde tatoveringer på armene. De var ikke politiske eller
anstødelige, de var faktisk pæne og farverige. Han havde en ring på sin ene
lillefinger. En helt almindelig glat sølvring, uden dikkedarer. Han havde plugs
i ørene. Ikke de store. 12-14 tommer vil jeg tro. Så havde han også en næsepiercing.
Den var heller ikke ret stor. Faktisk skulle man kigge rigtigt efter, for at
bemærke den.
Ingen kunder havde
nogensinde klaget over hans fremtoning. Faktisk var der mange kunder som roste
ham og som var meget, meget glade for ham. De så ikke på hans ydre. De så hans
gode væsen, hans hjælpsomhed, hans altid smilende imødekommenhed.
Distriktschefen aka lille
væsel, kommer kørende i en alt for stor bil. Den er alt for stor. Han ligner et
barn der kravler ud af fars traktor. Han har de obligatoriske klik-klik-sko på,
så man kan høre hvor betydningsfuld han er.
Behøver jeg at fortælle
resten af historien ?
Den unge mand har meget mere
i posen end en lille væsel nogensinde kommer til at eje. Han siger naturligvis
op.
Fortsættelse følger ...
Rableri #4
Når savlende harper møder
små væsler.
Uha …
Hvis de nu bare kunne sige
undskyld. Indrømme at de havde taget fejl og så kvittere med en undskyldning.
Men det kan væsler ikke. De er for små. De render i hælene på sig selv, for at
overbevise andre om at de har ret til den flig de har erobret. De ved godt selv
at de ikke er berettiget og at de slet ikke har hvad der skal til, for at kunne
lede noget som helst. Derfor kan de heller ikke undskylde. Det ville jo være
det samme som at indrømme …
Når harper møder væslerne
med regelbogen i hånden, så begynder de allerede at blive lidt sure. Dråber af
savl ses ganske tydeligt i mundvigene. Når væslerne så begynder at vifte med
regelbogen, ja så går det jo helt galt.
Lovens rammer er smalle.
Inden for rammerne er det svært at gøre noget ved væslerne. Man må ikke krølle
væsler sammen, det står helt tydeligt i loven. Ingen rum for fortolkning der.
Harper er resursestærke og
meget vrede individer. De kan helt sikkert finde måder at gøre livet surt for
de små væsler. Også inden for rammerne.
Men, på den anden side er
det jo også synd for de små væsler. Deres liv er jo bittesmå i forvejen. De
ejer ikke noget af alt det gode og det kommer de aldrig nogensinde til.
De fleste harper (ikke alle)
tørrer savlet væk, slænger benene op på en skammel, skænker sig en kop kaffe og
holder sig for gode til repressalier
Fortsættelse og afslutning
følger …
Rableri #5
Harpen rablede en hel masse
harmfuld vrøvl af sig. Så holdt hun op med det og skænkede sig en kop kaffe
mere.
God kaffe kan have meget
stor betydning for sindets tilstand.
Jeg ville egentlig gerne
afslutte dette rableri med at fortælle hvordan man undgår væsler og andet utøj.
Men jeg ved det ikke.
De er alle vegne. Der hvor
man mindst venter det.
Hvis jeg er i tvivl om
noget, hører jeg tit mig selv sige – Vi spørger bare formanden… eller – Jeg er
sikker på viseinspektøren kan løse det …. Ganske frejdig og naiv tror jeg på
det hver eneste gang. Nogen gange er det jo også sådan. Det er jo ikke alle
mænd i alle ledende positioner der er små væsler. Men ind i mellem støder jeg
på dem og bliver overrasket. Selv om jeg har mødt dem før.
Til dagligt er jeg ikke en
harpe. Faktisk er jeg et fredeligt og nemt omgængeligt menneske, hvis jeg selv
skal sige det.
Der findes ikke andet som
kan trylle mig om. Dumheden, demonstreret af små væsler. Når jeg møder dem, har
jeg virkeligt lyst til at krølle dem sammen. Alt andet forsvinder. Kun dette
indædte, onde ønske om at knuse.
Derfor ville jeg så gerne
kende metoden til at undgå dem. Men jeg tror desværre ikke det er muligt.
Både væsler og harper er
grimme væsner. Den eneste trøst er at harpen forsvinder igen. Små væsler
vedbliver at være små væsler, hele livet igennem.
Og så er der hele det uudforskede tema
omkring hvordan sådan nogen små væsler overhovedet er kommet i besiddelse af
deres flig…Men det må blive en anden gang …
Kommentarer
Send en kommentar