Karl Erik Hitler

Karl Erik Hitler

Savl og snot blander sig på hagen. Blikket er langsomt flakkende og fuld af tomhed.

De første par gange, vidste jeg ikke hvem han var. Jeg kunne fornemme at jeg burde vide det.

Mine besøg gjaldt ikke ham. Jeg besøgte Kristine. Kristine var på en nat blevet gammel. Nu bor hun her, blandt andre savlende gamlinge, som heller ikke kan huske hvem de er.

Alle odds er imod min mission, men jeg gør det alligevel. Det skylder jeg Kristine. En plejer ser anstrengt på mig og hjælper mig med at bakse hende over i kørestolen. Hun skal have frisk luft. Det er min mission. Bagefter sidder vi lidt i fællesrummet.

I fællesrummet er der store vinduer med tynde gardiner. Lysindfaldet er mildt og lunt. Hvis ikke jeg var omgivet af alle disse fortabte gejster ville her være ganske hyggeligt.

Nu ved jeg hvem han er. Da jeg anede det, fossede en syndflod af afsky gennem mig. Denne afskyelige mand som i sin velmagt terroriserede, nedgjorde og ydmygede så mange uskyldige skolebørn.

Efter afsky kom skadefryd. Syltede agurker med honning på. Han var skrumpet til halv størrelse. Hans strenge rankhed var udskiftet med krumme rystelser i et spinkelt kadaver.

Kristines forvirring, ufrivillige vandladning, vrøvl og tudeture fyldte mig med afmagt og sorg. For ikke ret længe siden, var hun hel. Hun var værdig, velklædt, vidende og fuld af den visdom, som kun gamle mennesker besidder. Nu sidder hun bare her og lader savl og snot blande sig på hagen.

Bag hans ryg, kaldte vi ham Karl Erik Hitler. Jeg ved ikke hvad hans rigtige efternavn er. Vi syntes han var så grusomt et menneske at det værste navn vi kendte, blev tildelt ham.

Han var en høj mand. En militærmand ville nikke anerkendende af hans strenge, ranke holdning. Når han blev rigtig gal, gik han strækmarch. Hans hår var kraftigt og mørkebrunt, ligesom hans overskæg. Hans øjne var mørke og strenge. Jeg tror faktisk han havde et ekstra par i nakken.

Vi frygtede ham. Vi hørte myteagtige historier fra de ældre elever. Vi vidste at han var personificeringen af ondskab.

Vores angst var begrundet. Vi kunne opføre os nok så pænt og være engleartige, alligevel kunne han finde og påpege en eller anden fejl.

Om man bad om nåde eller bandede ham langt væk, gjorde ingen forskel. Når lammet var udvalgt var det så godt som slagtet.

Nu er han her, uden selv at vide det. Han kan ikke gøre nogen fortræd. Han bor i en lysegrå boble, let som sky og alligevel uigennemtrængelig.

Kristine blev gammel på en nat. Hun ophørte med at eksistere en anden nat.

Jeg er her for sidste gang. Jeg skal ordne hendes ting og skrive under på papirer.

Han sidder i den samme stol som de foregående gange. Det blide lys falder på hans venstre side. Han registrerer ikke lyset, rummet, mig eller noget som helst andet. Han er, uden at være.

Jeg ser ham. Jeg registrerer med hele mit væsen, at han er. Jeg ser i oldingen, alt det som var. Han ved det ikke, men jeg har ar på min barnesjæl, som stadig gør ondt.

På vejen ud går jeg tæt forbi hans stol.

Vi kaldte dig Hitler, hvisker jeg i hans behårede øre. Hans blik flakker langsomt, fuld af tomhed.