Slut

Nu vil jeg ikke mere. Nu er det slut.

Den glatte overflade. Fake guld. Små fine ridser i lakken. Et lille klik. Bare et lille skub, så er bagsiden løs. Indholdet , et fladt rektangulært batteri og et lille simkort, fjernes let. 

Batteriet er hjertet.

Mine ben bevæger sig af sig selv. De har gjort det mange gang før. Jeg behøver ikke tænke over det. De går. Alle de veje jeg før har taget undgår de. Ved enden af alleen drejer de til venstre. Busholdepladsen ligger mod højre. Mine ben fortsætter mod venstre. Endnu er alt velkendt. Her har de gået tit. Ture med Benjamin, gik somme tider denne vej.

Jeg passere et busstoppested som ligger på ruten. Mine ben stopper ikke. Faktisk sætter de farten lidt op. Som om de vil redde mig fra fristelsen. Der er en skraldespand. Jeg kommanderer mine ben til at bremse op. Batteriet burde nok komme i en særlig container på en nærstation. Lige nu handler det ikke om at være miljøbevidst og politisk korrekt. Batteriet ryger i skraldespanden.

Simkortet er hjernen.

Om få kilometer kommer der en lille by. En by er måske et stort ord. En lille kirke overfor en lille dagligvarebutik. En Sparbutik, så vidt jeg husker. Der er også en busholdeplads. Der er andre ruter end den jeg plejer at tage.

Mine ben stopper ved kirken. Jeg sætter mig på bænken. Jeg har været her før. Ikke som nu, uden mål. Ved siden af bænken er der en skraldespand. Jeg maser det lille simkort ned i en halvspist sandwich og skubber begge dele længere ned.

Fumler lidt med telefonen. Den er jo fin. Fake guld. Med fine ridser i lakken.

Mine ben er beslutsomme. De går over gaden. Foran butikken er der endnu en skraldespand. Okay så.

Der er tre andre ruter end den jeg plejer at tage. Valget er nemt. Jeg tager bare den første der kommer.