Opslag

Viser opslag fra december, 2018

Fugl Fønix

Fugl Fønix Jeg er Fugl Fønix Jeg brænder op, lige nu Om lidt bliver jeg til aske Så rejser jeg mig lille og forpjusket Vokser mig stor og mægtigere end før Jeg spreder mine vinger og er det smukkeste og det stærkeste du nogensinde har set Fugl Fønix har ikke hukommelse fra tidligere liv Fugl Fønix er fri og levende og parat Jeg er Fugl Fønix ( der er ikke noget som kærestesorg, der kan bringe de fortærskede metaforer til live)

(Parentesen)

Billede
(Inde i parentesen er der varme. Varme på den rigtigt gennemtrængende måde. Som et blødt uldent tæppe, der skærmer mod alt det kolde, udenfor. Farverne er varme nuancer af gul, orange og rød, flettet ind og ud af hinanden i tilfældige mønstre. Lydene er bløde stemmer der stille siger kærlige ord. Latter, god og mild. Der er ikke noget vejr og ingen årstid, kun varme. Før og efter findes ikke, inde i parentesen. Kun nu. Smagen af danske jordbær som er modnet af sig selv og plukket direkte fra planten. Din hud under min håndflade, blød og varm. Store hibiscus, i den oprindelige røde farve, som de ses i syden. Din glæde. Smukke sten som bliver endnu smukkere når de bliver overhældt med vand. Dine øjne, milde og gode. Et fuldendt stykke musik. Din kærlighed. Duften af rent sengetøj som vinden har tørret. Mit hjerte, helt og fuld af kærlighed, til dig. Der er ikke noget vejr og ingen årstid, kun varme. Før og efter findes ikke, inde i parentesen. Kun nu.)