Mette Walther - Skriblerier

Signaturen - sådan en dum snothvalp. Mage til uforskammethed. Jeg har dog aldrig… således skældende og smældene stod den svære, aldrende dame og skrubbede løs på facaden på det lille grå hus. Oda Olsen var, for gud ved hvilken gang, i færd med at fjerne det ækle klatmaleri, som en natlig besøgende havde smurt på husfacaden. Lige til højre for hoveddøren. Umulig at overse. Vilde skærende farver, filtret ind i et uordentligt virvar af mønstre, tilsyneladende helt uden hoved og hale. Grimt. Det mest irriterende var den lille flabede signatur. En dum lille grinende mand. Altid malet i grøn og i venstre side. Idiotisk. Oda Olsen, havde med årene samlet et par ekstra kilo op. Vejret var til den gode side. Oda burde nok holde en pause. Ikke længere blandt de yngste. Projektet kunne imidlertid ikke udsættes. Oda fyldte rundt. Indbydelserne var sendt ud for flere uger siden. Om få timer ville stuerne være fyldt med familien og venner, fra nær og fjern. Derfor var det Oda så magtpåliggende...

Jeg så det ske. Her fra min særlige plads, midt i glasrummet. De var der alle sammen. Damen med en gang, som gad fødderne ikke længere slæbe hende. Den lille spage knøs, hvis trin er lette og hurtige, som er han altid på vej videre. Også den famlende mand, med den tøvende, usikre gang var der. Den svære gartner, hvis gang gungrede i selveste jorden, når han passerede forbi. Alle var de til stede. Men kun jeg, og så tyven naturligvis, bemærkede ugerningen. Under andre, mere hverdagsagtige omstændigheder var vi faktisk sjældent samlet, her i glashuset. Men netop i dag, var vi her, og ikke uden grund. Vi skulle tage afsked. Skilles fra hverandre og aldrig ses igen. Det vil sige, jeg skulle skilles fra den lille flok, for aldrig at vende tilbage. Jeg vidste det udmærket. Jeg havde hørt dem tale om det, oftere og oftere i den seneste tid. De kunne ikke have mig hos sig længere. Jeg var blevet affældig og uregerlig på mine gamle dage. Ingen, foruden folk med uddannelse deri, kunne længere ...